Mads Purup (t.v.) og Brian Bunch Christensen har nørklet med TankTrouble i 7 år. Du kan prøve spillet gratis på www.tanktrouble.com.

Mads Purup (t.v.) og Brian Bunch Christensen har nørklet med TankTrouble i 7 år. Du kan prøve spillet gratis på www.tanktrouble.com.

TankTrouble:

1,2 milliarder fuldtræffere

Det lille aarhusianske computerspil TankTrouble har et stort følge på nettet, og nu skal nye tiltag gøre det større

Af
Jannik Schiermer Poulsen

På et intermistisk kontor i Aarhus' ældste kælder i Mejlgade sidder Brian Bunch Christensen og Mads Purup.
De er midt i 30'erne og har været venner siden gymnasiet, og for syv år siden skabte de et lille computerspil.
Et lille, simpelt spil med tanks, labyrinter og ricocherende kugler.
Og et gameplay, som efterhånden har vundet en del hjerter kloden over.
Faktisk har spillet over en million registrerede brugere, og efterhånden står tælleren, der tæller de sønderskudte, virtuelle kampvogne, på 1,2 milliarder.
Et tal, de to herrer regner med at passerer to milliarder i år.
“TankTrouble har været vores hobbyprojekt, hvor vi har mødtes et par gange om året over en øl og har udviklet lidt nye våben til det. Men vi har altid drømt om, at vi kunne lave muligheden for at få en online multiplayer del op at stå, og det kræver tid og indsats,” siger Mads Purup og fortsætter:
“Nu skulle det så være, så nu arbejder vi begge på fuld tid med spillet. Men det er noget sjovere at lave en flammekaster over en øl, end det er at kode hård online-del.”

Kickstart og premium

Spillet genererer lidt penge til de to i sin nuværende form, men det er ikke helt nok til, at de to kan hellige sig kodningen på fuld tid.
“Pengene rækker ikke helt, så det var oplagt for os at forsøge med en 'Kickstarter'-indsamling,” siger Mads Purup.
Kickstarter er en online-indsamling, hvor iværksættere kan søge midler til deres projekter, og hvor almindelige mennesker så kan donere forskellige beløb.
Det giver nogle andre muligheder end at skulle skaffe investorer på klassisk vis.
“Det her har været vores fritidsprojekt, som vi har knoklet for. Derfor har vores forretningsidé også først formet sig hen ad vejen,” siger Mads Purup.
Udover fortsat at være finansieret af prisen på apps, bannerreklamer og den øgede trafik, som en online multiplayer del vil skabe, satser de to på at kunne sælge premium indhold for betalende brugere.
“Premium skal være det ekstra indhold, som ekstra baner og muligheder, men vi vil ikke lave 'pay to win'-indhold (en udbredt måde at tjene penge på i gratis spil, hvor man kan købe sig til en fordel, red.). Gratisspillernes oplevelse skal ikke forringes på bekostning af, at de betalende eksempelvis kan købe sig til bedre våben,” siger Brian Bunch Christensen.
Når online-delen er kommet godt i gang, vil de to spiludviklere kigge på mobildelen, hvor markedet for småspil er stort.
Og markedet for computerspil er betydeligt, for den forventede globale omsætning i år er på 111 milliarder dollars.
Det er heller ikke længere de store spiludviklere, som sidder alene på markedet, og eksempelvis står en svensk programmør bag det uafhængige spil 'Minecraft', som er en af de største spilsucceser nogensinde.
 
Prøv kræfter med TankTrouble her: www.tanktrouble.com

Publiceret 20 March 2015 15:00