Der var højt humør og høj sol, da Sara Krogager (t.v.) og Gitte Tholstrup Kaalby viste rammerne frem til midtbyens nye genbrugsstation.

Der var højt humør og høj sol, da Sara Krogager (t.v.) og Gitte Tholstrup Kaalby viste rammerne frem til midtbyens nye genbrugsstation.

Nu skal aarhusianernes storskrald gentænkes

Den nye ’Reuse’ genbrugsstation slår snart dørene op på arealet bag godsbanerne

Af
Jannik Schiermer Poulsen

På arealet bag godsbanerne har en lille by af containere, telte og skurvogne rejst sig, og nu skal aarhusianerne vænne sig til at gentænke affaldet.
Lørdag 18. april åbner genbrugspladsen 'Reuse', og modsat byens andre genbrugspladser, er klunseri faktisk opfordret.
Derudover bliver der aktiviteter for voksne såvel som skolebørn, værksted og udstillingsrum, som altsammen skal få os til at overveje, om forbrænding nu også er næste skridt for de ting, vi vil skille os af med.
“Vi vil gerne, at folk ser deres affald på en ny måde. At de ser mulighederne for genanvendelse, og at de tager ansvar for vores ressourcer,” siger Sara Krogager, der får værtsrollen på den nye genbrugsstation.

Affald Varme og 2017

Projektet 'Reuse' er på forsøgsbasis, og det foregår i et samarbejde mellem Affald Varme i Aarhus Kommune og 2017.
“Affald Varme finansierer pladsen, og 2017 står for projekter og arrangementer,” siger Gitte Tholstrup Kaalby, som er projektleder på Reuse og fortsætter:
“Det er et koncept, som skal prøves af og files til, og vi forpligter os naturligvis på en løbende evaluering.”
Reuse kommer til at aftage en del af det storskrald, som indsamles gennem storskraldsordning, såvel som det bliver muligt at komme og aflevere ting og sager personligt på pladsen.

Fra storskrald til stuer

Når affaldet så er kommet ind på pladsen, bliver det sorteret, og det bedste bliver udstillet i containere, som så vil være indrettet som eksempelvis køkken, kontor eller dagligstue.
“Hvis vi fremviser tingene i en kontekst, er det måske mere oplagt, at folk kan se værdien i dem, frem for at man går og roder efter dem i kasser og på hylder,” siger Sara Krogager.
Der vil være et værksted på pladsen, hvor det mest basale værktøj kan findes, hvis man lige skal have banket bordbenet på sit nye, brugte bord ordentligt på plads.
Der er også indgået en aftale med værkstederne ovre ved naboen på godsbanen, hvis der for alvor skal pustes nyt liv i de brugte sager.

Publiceret 18 March 2015 15:00