Den aarhusianske musikfestival har efterhånden offentliggjort to tredjedele af årets program, og hver gang, der er kommet nye navne på plakaten, har diskussionen gået lystigt på Northsides Facebookside.
Nogle mener, at det er for kedeligt, ensformigt og smalt, mens andre ikke kan få armene ned over festivalens bookinger.
Man kommer dog ikke udenom, at der tilsyneladende er længere mellem de helt store og bredt kendte navne på årets program.
Derfor har Lokalavisen sat John Fogde, som er talsmand for Northside, stævne for at høre om festivalen i år og i fremtiden.
I tråd med de andre år
Vil du forklare, hvad der kendetegner årets program?
“Jeg synes, at programmet viser det, man kender NorthSide for. Vi har beholdt vores skarpe 'indie'-profil, og vi har i stort omfang booket de kunstnere, publikum har bedt om. Programmet byder i år på rock, indie-rock, singer/songwritere, hiphop, elektronisk musik og nye navne, så vi ligger godt i tråd med de andre år.”
Der er en del kommentarer på Facebook om fraværet af de helt store navne på årets festival. Bekymrer det jer?
“Det kan godt undre mig lidt, for vi har i dén grad leveret navne i år, som kan måle sig med de forrige år. The Black Keys er et af verdens største festivalnavne. Sam Smith er en af verdens hotteste kunstnere, som lige har vundet Brit Awards og amerikanske Grammys, og Wu Tang Clan er et af verdens største hiphopnavne, og der er flere af de mindre navne, som står på vippen til et stort gennembrud.”
Kan de utilfredse kommentarer måles i billetsalget?
“Vi sælger mange billetter, så det er bestemt ikke alle, som er utilfredse. Det er svært at sammenligne med tidligere år, for vi har fået ny billetstruktur, men det går fint med salget.”
Største budget nogensinde</I>
Er programmet et udtryk for, at Northside skal være en smallere festival og Tinderbox den brede festival fremover?
“Vi kører en skarp adskillelse mellem de to festivaller, og der er stor forskel på de to. Tinderbox er større, både hvad gælder plads, publikum og budget, og derfor er den også mere mainstream. Men Northside har også det største musikbudget nogensinde, hvilket også er nødvendigt, da bands bliver dyrere og dyrere.”
Har I nogen esser i ærmet med den sidste tredjedel af navnene?
“Jeg synes, vi har nogle fede navne i ærmet. Der kommer hverken Foo Fighters, Beatles, Nirvana eller bands i den kaliber, som nogen tilsyneladende har forventet. At skabe en festival er det muliges kunst, og det handler i høj grad om budget, og om musikerne turnérer.”
Hvem skal man holde øje med på årets festival?
“Seasick Steve er en af de største festivalnavne, for han når virkelig ud over scenekanten med sit nærvær og sin autenticitet. Det bliver en koncert, folk vil tale om efterfølgende. The Parov Stelar Band bliver en garanteret fest, for det er virkelig dansemusik, og det bliver en god overraskelse for folk. Så er der jo også de koncerter, som vil skabe festen, så som Mø, De Enes To, Wu Tang Clan og Little Dragon.”