Stenvender fotograferet på Hirsholm. Foto: Søren Højager, Danmarks Naturfredningsforening

Stenvender fotograferet på Hirsholm. Foto: Søren Højager, Danmarks Naturfredningsforening

UGENS naturoplevelse:

Sjælden gæst fra Arktis på besøg i Aarhus

Fuglen med det sære navn er set i Skæring

Af
Af Elsebeth Hansen

Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus

Denne vinter har budt på alskens vejr, også dejlige solskinsdage, der lokker til at gå en lang tur langs stranden. Sådan en dag gav en særlig fugleoplevelse ved Skæring Strand. På en stor sten tæt på vandkanten stod tre fugle, som ikke lod sig forstyrre. De havde korte røde ben, og med deres lidt kraftige og ikke særligt lange spidse næb var de i hvert fald ikke måger.
Undersiden var hvid og oversiden brun, forreste del af brystet også mørkt. Hjemme igen var det en fornøjelse at slå op i fuglebogen og erfare, at det var stenvendere. Denne vadefugl yngler uhyre sjældent i Danmark, men længere nord på, og gerne oppe i de arktiske egne. Selv det nordligste Grønland.
Vore dages store fugle- og naturkunstner Jens Gregersen omtaler stenvenderen mange gange i sin nye bog ”Arktisk sommer”. Det er et digert værk på 400 sider, der rummer kunstnerens dagbøger og hans illustrationer fra studierejser rundt om i Arktis gennem mange år. Den udkom tilpas før jul, og nu var det spændende at slå stenvenderen op.

Jager store fugle væk

Den er med forrest i den første dagbog fra Nordøstgrønland 2000. Jens Gregersen betegner fuglen som Nordøstgrønlands karakterfugl og første billede viser den stående på en stor sten – akkurat som de stod på en stor sten ved Skæring Strand: To stille med ryggen mod vintersolen. Den tredje var i bevægelse. Af og til stod den med de røde ben i vand, og af og til hoppede den op på stenen.
Stenvenderne er kun på vinterbesøg. Tidligt på foråret trækker de langt mod nord, hvor de har ro til at få unger i reden. Den ene mage står skildvagt et markant sted som på en stor sten, og den kommer tæt på og skælder ud, hvis nogen går for tæt på. Jens Gregersen har også iagttaget, hvordan den kan drive store fugle som nærgående og grådige ravne væk.
Navnet siger alt om stenvenderens måde at søge føde på. Den undersøger revner og sprækker for insekter og larver og bruger sit spidse næb til at vende mindre sten for at se, hvad der gemmer sig af spiseligt under dem.
Sidste vinter var der et andet interessant arktisk besøg ved Skæring Strand. Da kunne en stor flok lysbugede knortegæs iagttages i første halvdel i februar. Måske har nogen også set dem i denne vinter.

Publiceret 16 March 2015 20:00