Sundhedsplejerske Elise Winther fra Højbjerg, vil gerne hjælpe alle typer familier med sin nye virksomhed www.gladefamilier.dk.

Sundhedsplejerske Elise Winther fra Højbjerg, vil gerne hjælpe alle typer familier med sin nye virksomhed www.gladefamilier.dk.

Hjælp:

Når lykken ikke altid er lykken

Elise Winther fra Højbjerg har åbnet sin egen virksomhed som privat sundhedsplejerske og forældrevejleder

Af
Camilla Olesen

Din baby græder, og du er dybt frustreret. Du ved ikke, hvorfor den lille i dine arme ikke vil stoppe med at græde. Imens kan din 2-årige dreng ikke falde i søvn om aftenen.
Hvad gør du?
Ja, det spørgsmål og mange lignende er der nok en del forældre, der ofte har stillet sig selv.
Derfor har sundhedsplejerske gennem 13 år, Elise Winther fra Højbjerg, valgt at starte sin egen virksomhed, gladefamilier.dk. Her tilbyder hun privat sundhedspleje til småbørnsfamilier og forældrevejledning generelt til alle typer familier.
“Idéen udspringer af, at jeg gerne vil prioritere den sundhedsfaglige side - idet jeg oplever, at der ikke altid er mulighed for det i det kommunale system, og jeg ser et behov for det,” siger Elise Winther, der inden hun blev sundhedsplejerske i 2002 har været sygeplejerske siden 1993.

Individuel løsning

I forhold til for eksempel kostvejledning foregår det nu i samlet forum, fortæller Elise Winther, og hun synes, det er vigtigt, at den slags foregår individuelt.
“Det handler for eksempel om at forebygge fedme, og der er stor forskel på familier,” siger hun, og pointerer, at hun også er tilgængelig i weekenderne og aftenen, hvis det er det, man har aftalt med hende.

Lykken er ikke altid lykken

Hun har også fokus på at hjælpe de mødre, som ikke nødvendigvis svømmer over af glæde, fordi de er blevet mødre.
“Jeg brænder for at hjælpe de kvinder, der ikke synes, at lykken er lykken. Fordi man har fået et barn, er det ikke ensbetydende med, at man er lykkelig. Jeg kan tage hul på det, der kan være lidt svært at tale om, og man kan få lettet sit hjerte,” siger Elise Winther med et smil.
Hun pointerer, at hun gerne vil hjælpe alle typer familier også de mindre ressourcestærke.

Fem gode råd

1: Vigtigt at tro på sig selv og ens intuition
2: Prioriter den lille, nye familie
3: Prøve at være åben over for sin partner generelt
4: Søge hjælp, hvis ovenstående tre punkter ikke fungerer
5: Inden man lægger sig til at sove, skal man tænke på én ting, man har gjort godt den dag/ting som har fungeret
Det koster 625 kroner i timen for et hjemmebesøg
Det koster 275 kroner for en halv times telefonvejledning
Se mere på www.gladefamilier.dk

Publiceret 16 March 2015 12:00