Det er Aage Stokholms gård på Grimhøjvej, som hvert år omdannes til en pulserende festival. Foto: Peter L. Nielsen

Det er Aage Stokholms gård på Grimhøjvej, som hvert år omdannes til en pulserende festival. Foto: Peter L. Nielsen

Grimfest:

Vækst i kvalitet, ikke størrelse

Danmarks Grimmeste Festival kan i år for første gang præsentere et stort, udenlandsk navn på gården i Grimhøj

Af
Jannik Schiermer Poulsen

Festivalen i Brabrand, der startede som en havefest i 2004, har efterhånden cementeret sin eksistens i aarhusianernes bevidsthed.
Der er sket meget siden første festival, og ved seneste festival er Brian Nielsen og Flemming Myllerup fra NorthSide kommet til.
“Med Brian og Flemming har vi fået mulighed for at prøve nogle ting af, som vi ikke har turdet før,” siger Aage Stokholm.
Han er en af folkene bag 'Danmarks Grimmeste Festival', og det er hans hus og have, som invaderes af 5.000 glade mennesker hver sommer.
Lokalavisen har talt med ham i forbindelse med, at festivalens program nu er offentliggjort, og som byder på et stort, internationalt navn. Nemlig amerikanske 'Flogging Molly'.
Hvad er årets program et udtryk for?
De større navne er et udtryk for et gearskifte i forhold til festivalen, men vi har stadig samme udgangspunkt. Vi skal ikke have flere gæster og give køb på stemningen, men vi får nu mulighed for at få lidt større navne og en lidt bedre festival.


Hvor skal festivalen bevæge sig hen i fremtiden?
Den bliver, hvor den er. I min have. Hele mit hus er indrettet efter, at jeg holder festival hver sommer. Profilmæssigt bliver vi også, hvor vi er. Navne, vi kender, og upcoming bands. Nu begynder vi så også at kigge en lille smule ud over Danmarks grænser med udenlandske navne. Men festivalens koncept og kerne er stadig upcoming navne og skæve bands.
 
Hvad er jeres bedste booking i år?
Bikstok. Den booking har jeg arbejdet på meget længe. Det har ikke lykkedes i årevis, men nu er de her, og jeg ved, at publikum vil tage godt imod dem. Det bliver en kæmpestor fest i vores have.

Hvem ser du mest frem til at præsentere dit publikum for?
Et af de bands, jeg gerne vil fremhæve, er Velvet Volume. Det er tre unge damer, som spiller guitarrock af bedste skuffe. De har lavet projekter med Blue Van, og de har klart en karriere foran sig. De spillede her forrige år, hvor de var meget uerfarne, men vildt fede, og nu kommer de så tilbage en masse erfaringer rigere.


 
Vil I fortsætte med at være unge med de unge, eller kommer der en dag, hvor Grimfest bliver lige så magelig som SmukFest?
Der vil jeg tillade mig at rette på dig. Vi har campingpladsen, hvor gennemsnitalderen ikke er specielt høj. Den er dog noget højere på pladsen, hvor publikum er mere modent. Det er en tryg festival, og vi har aldrig haft slagsmål eller problemer, så vi har nogle unge, som får lov til at tage ud til os og smage på festival-livet. Hovedparten af dem, der er til koncerterne, er 25-27 år. Men festivalen er blevet mere magelig med flere siddesteder og den slags.


 
Hvem ville I booke, hvis I havde frit valg på alle hylder?
Man har forskellige kasketter på, afhængigt af om man vil sælge billetter eller tilgodese sin personlige smag. Personligt ville jeg elske at kunne booke Bad Religion. Min personlige bedste booking hidtil har været Hvid Sjokolade. Jeg nåede lige at lande dem, inden de gik i opløsning.


 
Hvad siger nabolaget til festivalen?

Historisk set var der lidt utilfredshed, for vi ligger relativt tæt på beboelse, selvom vi er indenfor rammerne af loven. Men efterhånden er der en del af nabolaget, som er begyndt at kigge forbi. Sidste år var der en del ældre naboer, som gik og plantede blomster inden festivalen, hvilket bidrog med en helt speciel og hyggelig stemning. Jeg har også den fordel, at jeg arbejder på den lokale skole, så jeg har et talerør til området.

null

Publiceret 10 March 2015 12:00