Mette Kringelbach kan efterhånden selv klare at passe haven igen, selvom hun må have hjælp fra tid til anden.

Mette Kringelbach kan efterhånden selv klare at passe haven igen, selvom hun må have hjælp fra tid til anden.

"Tilværelsen var ikke værd at leve"

Mette Kringelbachs liv og karriere blev væltet af en trafikulykke, men efter lang tids genoptræning er hun klar til tilværelsen igen

Af
Tekst og foto: Jannik Schiermer Poulsen

Mette Kringelbach levede en ganske normal tilværelse i begyndelsen af det nye årtusinde. Villa-ejer i Højbjerg, uddannet læge og drømmejob som forsker i graviditeter var de roller, hun havde. Men som så mange gange før, ville skæbnen det anderledes. En varevogn og et højresving satte en stopper for Mettes tilværelse, som hun kendte den.
“Det sidste jeg husker, var en orangeklædt mand, som gik og rodede med noget vejarbejde. Måske var det også ham, som fangede chaufførens opmærksomhed,” siger Mette Kringelbach og fortsætter:
“Min venstre side blev meget medtaget, og jeg slog stykker af flere af mine knogler. Jeg havde været død i dag, hvis ikke jeg havde haft min cykelhjelm på.”
Hjelmen var flækket fra venstre øre og hele vejen over.
“Det havde været mit kranie,” reflekterer Mette Kringelbach.
Selvom hjelmen reddede Mettes liv, kom hun dog langt fra helskindet fra ulykken. Udover de alvorlige knubs og efterfølgende smerter i kroppen, har bevidstløsheden og den kraftige hjernerystelse sat dybe spor i Mettes hukommelse.
“Jeg prøvede at begynde på arbejde igen, men det gik ikke. Jeg kunne simpelthen ikke huske, og det går ikke, når man forsker. Det var en mærkelig fornemmelse. Jeg var vant til at læse, analysere og systematisere, og nu kunne jeg ikke engang kan tage i Brugsen med indkøbsseddel og vende hjem med de rigtige varer,” fortæller Mette Kringelbach.

Mål for tilværelsen

Historien om Mette kunne være endt der, men det var hverken hun eller skæbnen interesserede i, og hun gik i gang med et langt genoptræningsforløb.
“Jeg begyndte at registrere mine symptomer. Det gav mig blod på tanden, for så kunne jeg sætte mig nogle mål for min tilværelse, for den tilværelse jeg levede, var ikke værd at leve,” forklarer Mette Kringelbach og fortsætter:
“Så satte jeg mig mål, og jeg begyndte at skære ned på min medicin, og jeg kunne begynde at gå til yoga og pilates. Jeg begyndte også at træne mentalt med at løse Sudoku på tid, for så kunne jeg måle mit fremskridt.”
Og den megen genoptræning har givet pote, for selvom Mette Kringelbach nok aldrig bliver læge eller forsker igen, har hun det i dag langt bedre, og hendes tilstand er stadig i en positiv spiral.
“Hvor mine jævnaldrende mærker tilbagegang, mærker jeg stadig fremgang,” griner hun og fortsætter:
“For to år siden var jeg frivillig til ‘Sculpture by the Sea', og det kunne jeg godt magte. Der var mange folk og ting at forholde sig til, og i starten fik jeg sved på panden af at skulle huske - simpelthen fordi det krævede så meget af mig fysisk.”
Sved på panden gav hende blod på tanden, og efter at have rådgivet venner og familie i deres sygdomsforløb, begyndte der at vise sig en vej for Mette.

Klaverspillet bliver aldrig, hvad det var før ulykken.

Klaverspillet bliver aldrig, hvad det var før ulykken.

Lægen talte kun om døden

“Min svigerfar, som døde for et par år siden, ville altid gerne have mig med, for han var bange for at gå i baglås hos lægen og ikke få stillet de rigtige spørgsmål. Han var uhelbredeligt syg, og han var egentlig indstillet på at skulle dø. Han ville gerne have svar på jordnære og praktiske spørgsmål omkring sit forløb, men lægen ville kun tale om døden,” fortæller Mette Kringelbach og tilføjer:
“Og jeg ved jo også, at som læge er det vanvittigt svært at være sikker på, at ens budskab rammer patienten, så denne er indforstået med, hvad der skal ske.”
Det gav hende en ide, og dermed blev virksomheden ‘Patient Companion' undfanget. Mettes tid går nu med at komme til at hjælpe folk, som ikke er venner og familie, for erfaringerne fra et liv som først læge og siden patient brænder for at blive delt.
“Til en test skulle jeg genfortælle en historie, som jeg fik læst højt, og det kunne jeg ikke. Det var en rystende oplevelse. Jeg har også prøvet at fortælle en læge om mine skavanker, hvor lægen har sagt “Vi kan intet stille op”, og jeg ved, hvor hårdt det er. Hvordan man går i sort som patient, og hvordan man får en masse tanker om tilværelsen, som ikke nødvendigvis har med sygehusvæsenet at gøre. Tanker som “Ender jeg på bænken?” farer igennem én, og lægen ender med at tale for døve øre,” forklarer Mette Kringelbach, som i sit firma ‘Patient Companion' tilbyder samtaler, rådgivning og at være bisidder ved konsultationer.
Der skal mere end en orange mand, et højresving og en varevogn til at slå Mette Kringelbach ud af kurs, og hun er gået fra at ville hjælpe mennesker i nød til at, ja, ville hjælpe mennesker i nød. Blot på en anden måde og i eget regi.

Mette Kringelbach laver stadig sine sudokuøvelser for at holde hjernen skarp.

Mette Kringelbach laver stadig sine sudokuøvelser for at holde hjernen skarp.

null

Publiceret 07 March 2015 07:00