Debat:

Borgmesteren skaber usikkerhed for ældre og børnefamilier

Jette Skive (DF), rådmand for Sund og Omsorg Bünyamin Simsek (V), rådmand for Børn og Unge

Nybagte forældre i Skødstrup og Stavtrup kunne sammen med ældre i hele byen efter budgetforliget for fire måneder glæde sig over en bred politisk budgetaftale, der med borgmester Jacob Bundsgaards ord vil 'udvide servicetilbud til børn, unge og ældre over de næste fire år. Aarhus er i rivende udvikling, og med budgetforliget holder vi byen fast på vækstsporet.'
Men nu skaber borgmesteren usikkerhed ikke bare i Skødstrup og Stavtrup, men i hele byen. For borgmesteren vil tage de 700 mio. kr. fra forliget fra børnene og de ældre – og putte alle pengene ned i kommunekassen, så han kan dele dem ud én gang til.
Det skal skabe åbenhed, siger borgmesteren, at byrådet får lejlighed til at tage stilling til, om pengene skal bevilges én gang til. Men det skaber ikke åbenhed, det skaber usikkerhed. Det giver ikke åbenhed, at nybagte forældre i Skødstrup og Stavtrup ikke ved, om borgmesteren vil bevillige penge til nye institutioner i nybyggerkvarterer – og det giver ikke åbenhed, at omsorgen for vores ældre skal gennem borgmesterens mediemølle – det skaber til gengæld usikkerhed og udstiller borgmesteren som politisk opportunist, der hellere vil lege julemand hele året end seriøst forholde sig til byens behov. For vækst betyder flere skatteindtægter, men også flere børn, unge og ældre – og dermed flere udgifter til at opretholde servicetilbuddene til disse grupper. Derfor har Byrådet vedtaget et princip, hvor nogle af indtægterne omsættes, så flere børn, unge eller ældre er lig med ekstra penge. Gør man ikke det, udhules budgettet og servicen forringes. Det ønsker det ansvarlige Aarhus ikke skal ske.

Publiceret 06 February 2015 12:00