Forsvarsministeren var i krydsild, da han besøgte sit gamle gymnasium og fik en snak om terror og sikkerhedspolitik.

Forsvarsministeren var i krydsild, da han besøgte sit gamle gymnasium og fik en snak om terror og sikkerhedspolitik.

Wammen til kamp for ytringsfriheden

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) debatterede sikkerhedspolitik og ytringsfrihed på sit gamle gymnasium

Af
Jannik Schiermer Poulsen

Kantinen på Marselisborg Gymnasium er fuld af unge ansigter med velplejede øjenbryn.
For en gangs skyld skyldes det hverken frokost eller fest. Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) her nemlig lagt vejen forbi sit gamle gymnasie, Marselisborg Gymnasium, for at tale med de unge om trusselsbilledet i dag, og herunder terrorisme og radikalisering.
Forsvarsministeren lægger ud med et foredrag om den aktuelle sikkerhedssituation, hvor han kommer ind på Charlie Hebdo, truslen fra Rusland og Danmarks engagement i udlandet, hvorefter han overlader ordet til salen med “Det handler jo ikke kun om, hvad jeg ser verden, men også om, hvordan I ser den.”

Ingen undskyldning

Spørgsmålene, salen stiller, drejer sig lige på og hårdt om sikkerhedspolitik, Rusland, indsatsen i mellemøsten og de hjemlige problemer radikalisering og ytringsfrihed.
“Det er megafedt med ytringsfrihed, men det skal ikke misbruges. Måske er vi lidt selv skyld i terrorangrebene, og er der ikke en grænse for ytringsfriheden,” lyder det fra en ung kvinde bagerst i salen.
Svaret kommer prompte fra Nicolai Wammen, som tydeligvis har en holdning til sagen.
“Det er vigtigt, at det ikke er politikerne, som bestemmer, hvad der bliver trykt i aviserne. Det må være op til den enkelte avis. Derudover er det ikke kun islam og muslimer, som har stået for skud i bladene, og uanset hvad er der ingen undskyldning for at skyde journalister over nogle tegninger. Ingen undskyldning! Vi skal holde fast i, at det er komplet uacceptabelt, og at man må gribe til ord og pen, hvis man er utilfreds. Det er min holdning, og den håber jeg, mange deler,” siger forsvarsministeren bestemt.

Ikke en religionskrig

Det er dog ikke alle, som deler Wammens holdning, og en af de unge tilhørere bemærker:
“En del af problemet er vel, at man provokerer et mindretal. Tegningerne kan give en opfattelse af, at vi er imod islam. Kan vi ikke skrue lidt ned for ytringsfriheden?”
Igen er Nicolai Wammen stålsat.
“Det er ikke en religionskrig. Man må tro på, hvad man vil, og de fleste muslimer i Danmark er tilhængere af demokrati og lever fredeligt og er i øvrigt et aktiv del af fællesskabet. Men der er folk fra eksempelvis Grimhøjmoskeen, som støtter ISIL. Det er bindegalt, og det vil jeg sige fra overfor,” fastslår forsvarsministeren overfor salen, som virker forbløffende tilstedeværende i forhold til, at den er fuld af teenagere med smartphones.

Værn mod ekstremisme

Efter foredraget og spørgerunden fortæller Nicolai Wammen Lokalavisen, hvorfor han tager rundt på gymnasier og taler med de unge.
“Jeg synes, det er vigtigt at møde de unge og fortælle dem, at de hverken skal lade sig skræmme eller være naive. En oplyst og engageret ungdom er vores stærkeste værn mod ekstremisme,” forklarer forsvarsministeren, inden han skal videre til en time med lytteropkald i direkte radio.

null

Publiceret 06 February 2015 16:00