Beboer- og brugerrådsformand Jens Kristian Jakobsen ved Palle Daugaards skulptur ’Den Jyske’.

Beboer- og brugerrådsformand Jens Kristian Jakobsen ved Palle Daugaards skulptur ’Den Jyske’.

Risskov-plejeboliger er naturlige

Kunsten er meget synlig både inden døre og udendørs på nyt plejehjem i Risskov

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen

Badegæster der nyder solen ved Den Permanente, mose- og eng-landskaber og et forelsket par i et sommerlandskab – det er nogle af de motiver, der møder gæsterne inden døre i de nye plejeboliger på Hedevej i Risskov. Udendørs er boligernes stiområde omkranset af 40 granitskulpturer, der også tager afsæt i områdets natur.
Al denne kunst blev indviet ved en fernisering torsdag 22. januar.
Kunstneren bag den indendørs udsmykning er Søren Martinsen, der har udsmykket hver af de fem etager på plejehjemmet med et stort panoramabillede malet direkte på væggen og mindre delmotiver, der spiller sammen med det store vægmaleri.
Den udendørs udsmykning er lagt i hænderne på fire medlemmer af Granitgruppen, Eigil Madsen, Torben Bøgh Hansen, Palle Daugaard og Steen Djervad. De har hugget, skåret og slebet 40 figurer der er placeret langs de 400 meter lange stiarealer.
Det er Billedkunstudvalget i Aarhus Kommune, der har valgt kunstnere og projekter. Baggrunden for deres beslutning er konkurrenceoplæg fra udvalgte kunstnere, og i udvælgelsesprocessen har det lokale kunstudvalg spillet en stor rolle. Her har ledelsen, medarbejderne og borgerne været repræsenteret.
”Det er fantastisk flot kunst, som er kommet her til plejeboligerne på Hedevej. De er med til at give plejehjemmet liv og vil helt sikkert skabe glæde og være anledning til en masse gode snakke blandt beboere, pårørende og personale,” sagde rådmand Jette Skive i sin tale i forbindelse med ferniseringen, hvor hun roste kunstnerne for deres fantasi og evne til at inddrage den omkringliggende natur i udsmykningen.
Plejehjemmet Hedevej 50 består af 85 plejeboliger, som blev færdigbygget og taget i brug i marts 2013. Byggeriet består af tre huse, opført i naturlige materialer i henholdsvis 1- og 2-plans byggeri, og som forbindes med hinanden via en fælles glasgang.

Beboer Rita Lund Rasmussen foran et af Søren Martinsens malerier.

Beboer Rita Lund Rasmussen foran et af Søren Martinsens malerier.

Publiceret 30 January 2015 09:00