Northside:

Millionsælgende artist giver koncert i Ådalen

Skotske The Jesus & Mary Chain, Incubus, Little Dragon og Seasick Steve er nye navne til NorthSide

Til november er det 30 år siden skotske The Jesus and Mary Chain udsendte mesterværket ”Psychocandy”, og det fejres med en turné, hvor bandet spiller klassikeren i sin helhed.
Og det får aarhusianske Northside glæde af. Udover skotterne kunne festivalen i dag præsentere tre andre navne: Incubus, Little Dragon og Seasick Steve. 
Med tyve år og syv album på bagen er amerikanske Incubus indbegrebet af et hårdtarbejdende rockband, der evner både at skrive de store melodiske hits og de energiske og funky rocksange, der kan få publikum til at svede.
Stærkt inspireret af bands som Red Hot Chili Peppers og Primus spillede Incubus i 90'erne musik, der blandede funk, metal og rap på en stribe sange, hvor humoren var i højsædet. Men inden udgivelsen af ”Make Yourself” i 1999 havde bandet skiftet rap og slapbas ud med store rockhits som ”Stellar”, ”Pardon Me” og ikke mindst kæmpehittet ”Drive”.
De efterfølgende plader solgte også millioner på verdensplan, og singler som ”Wish You Were Here”, ”Warning”, ”Megalomanic”, ”Anna-Molly” og ”Adolescents” har fastholdt bandets status som et rocknavn i verdensklassen.
Den amerikanske bluesmusiker Seasick Steve er et godt stykke inde i 70'erne, men det har på ingen måde sat ham ned i tempo. Hans koncerter er fortsat en hæsblæsende omgang autentisk, humoristisk og dybfølt blues.
I 2011 hittede Little Dragon både med ”Little Man” og titelnummeret fra albummet ”Ritual Union” efter både at havde samarbejdet med Gorillaz, Big Boi, DJ Shadow og SBTRKT. Året efter leverede de en forrygende koncert på NorthSide, og siden da har de udsendt albummet ”Nabuma Rubberband”, hvorfra singlerne ”Klapp Klapp” og ”Paris” viser, at deres unikke blanding af electro og soul stadig er cool, fængende og ikke mindst en opfordring til dans.
Dermed ser det foreløbige line-up til NorthSide 2015 ud som følger: Alt-J, FKA Twigs, George Ezra, Incubus, Interpol, Jack Garratt, John Grant, José González, Little Dragon, Matthew E. White, MØ, Sam Smith, Seasick Steve, Spids Nøgenhat, St. Paul & the Broken Bones, The Black Keys, The Jesus & Mary Chain, The Parov Stelar Band og The Wu-Tang Clan.
Northside 2015 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 12.-14. juni, og billetter kan købes via Billetlugen.dk.
 
 

null

Publiceret 20 January 2015 13:30