“At sidde i byrådet er ikke noget, man kan leve af i det lange løb. Så jeg vil ikke anbefale det, hvis ikke man brænder for det,” siger Maria Sloth.

“At sidde i byrådet er ikke noget, man kan leve af i det lange løb. Så jeg vil ikke anbefale det, hvis ikke man brænder for det,” siger Maria Sloth.

Maria Sloths første år i byrådet:

Stolt af budgetforliget

Maria Sloth (EL) fra Åbyhøj ser tilbage på sit første år i byrådet. Et år med tilvænning og stolthed over budgetforliget

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Hun satte lærer-studierne på standby og kastede sig ud i kampen om at blive byrådsmedlem. Det lykkedes. Et år er nu gået, siden Maria Sloth første gang kunne se sit navn på pladsen i byrådssalen. Lokalavisen Aarhus har mødt hende til en snak om det første år i det nye job.
“Sagerne går langsomt. Det har mit temperament lidt svært ved at håndtere,” lægger Maria Sloth ud.
“Det er skam fornuftigt nok, og tingene skal selvfølgelig gennemarbejdes. Jeg er bare vant til at arbejde i gennem med noget til det er færdigt,” fortsætter hun.
“Men det er nok typisk for en nyvalgt at ville ind at ændre en hel masse hurtigt,” siger hun med et smil.

Et mere skeptisk syn

Det første år har budt på megen tilvænning. Nogle af de simple ting, som at finde ud af hvad folk hedder, hvem der har styr på hvad, hvem man sender byrådsindstillingerne til og så videre, har taget tid.
Desuden har Maria Sloth skullet vænne sig til, at mange har et andet syn på hende.
“Et mere skeptisk syn. Det er som om, man som politiker ikke bliver værdsat helt så højt, som da man var aktivist. For 'politikerne sidder jo bare og drikker kaffe',” siger hun.
At flere mennesker er interesseret i at snakke med Maria Sloth om politiske sager er også noget nyt for hende.
“Det kan godt være overvældende, at folk kigger på mig efter et svar og en løsning, men det er også fedt, at der hele tiden er nogle, som holder os op på sagerne.”

Enhedslisten har rykket

På spørgsmålet om, hvad hun er mest stolt over, og om hun mener, at hun har gjort en forskel, lyder svaret:
“Jeg er stolt af budgetforliget. Det er første gang i lang tid, at Enhedslisten er med, og det er et godt forlig, hvor jeg synes at Enhedslisten har rykket rigtig meget. Vi har været med til at sikre bedre forhold for cyklister og har fået vendt udviklingen med nedskæringer på børne/unge-området,” siger hun tilfreds.

Man skal brænde for det

Ved siden af byråds-jobbet arbejder Maria Sloth nogle få timer for HK med at undervise udskolingselever i arbejdsmarkedet.
Hun vil gerne have lidt flere timer, men vil ikke have et fuldtidsjob ved siden af byrådsarbejdet, som hun bruger minimum 20 timer om ugen på.
“Nogle kan styre det og samtidig møde op velforberedt på rådhuset, og det er vildt imponerende, men jeg ville ikke gøre det,” siger hun og fortsætter:
“Men at sidde i byrådet er ikke noget, man kan leve af i det lange løb. Jeg får cirka, hvad der svarer til en SU, så jeg vil ikke anbefale det, hvis ikke man brænder for det.”

Publiceret 18 January 2015 12:00