Troels Lyby er tilbage på Store Scene, hvor han blandt andet synger ’This Is My Life’.

Troels Lyby er tilbage på Store Scene, hvor han blandt andet synger ’This Is My Life’.

Troels Lyby:

"Store Scene er helt speciel"

Skuespilleren er igen aktuel i teaterkoncert Gasolin’ og tilbage i barndomsbyen, der gav ham smag for scenelivet

Af
Louise Nyvang Burmeister

Trols Lyby sætter sig ned på Store Scene. Puster ud, tager en tår af en vandflaske, efter at han lige har givet den gas som frontfigur i Gasolin-nummeret “This is My Life”.
Til ære for pressen. Men i disse dage, gør han det hver aften til ære for publikum.
Til og med 14.februar er teaterkoncerten på programmet på Aarhus Teater, efter at forestillingen har spillet på Aveny-T.
Og han kender den godt, forestillingen. Meget godt. Det var netop Gasolin' Teaterkoncert, der gav Troels Lyby teaterdebut tilbage i 1994.
Og det er selvsamme forestilling, der nu er genoplivet. Godt nok er de kvindelige medvirkende skiftet ud med yngre modeller. Men kun fordi de oprindelige ikke kunne, forsikrer instruktør Nikolaj Cederholm, der skabte en banebrydende forestilling dengang i 1994 på Dr. Dante.




Ikke længere jomfruelig

Hvordan føles det for Troels Lyby at stå der igen, nu som etableret skuespiller med film som 'En kort, en lang' og 'Klassefesten' 1og 2 i bagagen?
"Ret specielt, ret dejligt. Dengang vidste vi ikke, hvad der skulle ske. Vi lavede vilde eksperimenter. Måske den største fjende denne gang er, at vi ikke er unge og jomfruelige. Nu skal jeg minde mig selv om at aflevere noget. Men jeg er stadig enormt glad for den respons, jeg får fra publikum. Så bliver man virkelig opfyldt som scenekunstner," siger Troels Lyby fra de skrå brædder, hvor han sidder i sit sorte, topløse Gasolin'-kostume med sort sminke i hovedet.
Men er teaterkoncerten stadig relevant i dag?
"Den har måske ikke den store nyhedsværdi længere. Men den virker stadig på mange planer - også for gamle Gasolin'-fans. Det siger noget om, hvor stærke de var, og hvor gode tekster Kim Larsen har skrevet," siger Troels Lyby, der er opvokset i Ask ved Solbjerg.

Statist-debut på Scala

Betyder det noget særligt at stå på scenen i Aarhus?
"Ja, helt klart," kommer det prompte fra Troels Lyby.
"Her har mine forældre slæbt mig med hen som barn," siger den 48-årige skuespiller.
Som helt purung stod han for allerførste gang på en scene, da han var statist i Aarhus Teaters opsætning af Shakespeares 'Titus Andronicus' på Scala-scenen.
Store Scene stod han første gang på i 2008, da han sammen med Anders W. Berthelsen og Nicolaj Kopernikus opførte hverdagskomedien 'Panik'.
"Den her sal er helt vildt smuk, helt fantastisk, og der er en fed akustik," siger han begejstret.
Og han følger stadig med i, hvad der sker i lokalområdet, hvor hans far og bror stadig bor. Faktisk engagerede han sig i 2013 i lokale borgeres kamp for en cykelsti.
"Jeg kan måske bruge mit navn i beskedent omfang, og hvis det kan bruges til eksempelvis at kæmpe for en cykelsti, så gør jeg gerne det."

Jimmy Jørgensen (tv) er igen med i Gasolin’ Teaterkoncert. 24. januar erstattes han dog af Mark Linn.

Jimmy Jørgensen (tv) er igen med i Gasolin’ Teaterkoncert. 24. januar erstattes han dog af Mark Linn.

Gasolin'

  • Medvirkende: Troels Lyby, Jimmy Jørgensen (Mark Linn fra 24. januar), Liv Lykke, Marie Askehave, Frida Brygmann og Nis Pedersen.
  • Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm

Publiceret 16 January 2015 12:00