Northside:

Vær med til at vælge festivalens officielle is

Under Musik Aarhus Festival præsenteres tre mulige bud på en officiel Northside-is

Af
Louise Nyvang Burmeister

Det er ikke lige sæson til det nu, men under denne måneds Musik Aarhus Festival kan gæsterne prøvesmage tre helt nye is-varianter.
Northside kommer nemlig forbi med mulige bud på den officielle Northside-is, som skal sælges, når festivalen afvikles i Ådalen til juni.
Ifølge Northsides talsmand, John Fogde, er is-produktionen i fuld gang.
"Vi har allieret os med Skarø Is, der tidligere har været på Northside. Vi vil gerne være lidt anderledes end andre festivaler, så i stedet for øl, får vi vores egen is. Det er jo en sommer-begivenhed, og så synes vi også, det kunne være ekstra sjovt at lave noget i samarbejde med vores gæster," siger John Fogde.
Hvordan isen skulle smage, har Northside derfor spurgt om på deres facebook-side, og lokket med at vinderbudet fik en gratis billet til festivalen.
"2200 kom med forslag, så det er vi meget glade for," siger John Fogde, der ikke vil afsløre, hvilke varianter der er med i opløbet.
På facebook-siden kom der både ønsker om koldskål, Fernet Branca, gourmet hotdog, mælkebøtte, solcreme og gummistøvler, eller simpelthen bare øl.
"Jeg kan sige, at det bliver en økologisk og super-lækker is," siger John Fogde.

Giv bud på Northside 2015

Northside tager dog ikke kun til Musik Aarhus Festival for at dele is ud.
"Vi vil rigtigt gerne bakke op om det lokale musikmiljø. Det er en god anledning til at høre, hvad der rører sig. Og så er folk jo altid også velkomne til at fortælle os, hvilke navne de gerne vil høre på Northside," siger talsmanden.
Det er ikke for sent?
"Nej, vi er slet ikke færdige med at lægge programmet i år. Vi har annonceret 15 ud af 40 navne, så der er lang vej endnu," siger John Fogde, og tilføjer, at festivalen langt fra er færdig med at lave arrangementer i byen:
"Vi vil gerne lave endnu mere i byen."
Isen serveres der gratis smagsprøver af lørdag kl. 10-16 på Godsbanen.

null

Publiceret 16 January 2015 16:00