“Jeg ville ønske, jeg kun var 50 år og havde mange år tilbage - lige så længe man har familie, vil man jo gerne være her,” fortæller Ellen Adelaide Brandenborg.

“Jeg ville ønske, jeg kun var 50 år og havde mange år tilbage - lige så længe man har familie, vil man jo gerne være her,” fortæller Ellen Adelaide Brandenborg.

Ellen på 109 år er en frisk fortæller

Synet, hørelsen og benene er ikke, hvad de har været, men derudover er Ellen Adelaide Brandenborg på 109 år frisk

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

“Lev sundt og vær glad! Lad være med at overspise og spis megen frugt og grønt.”
Det er opskriften på at blive 109 år gammel ifølge Ellen Adelaide Brandenborg, som i onsdags netop kunne puste så mange lys ud i lagkagen.
“Sådan har jeg altid levet, men derudover er alderen jo bare kommet helt af sig selv,” siger hun med et smil.
Hun bor på Lokalcenter Søholm i Stavtrup, hvor hun flyttede til for to måneder siden. Indtil da boede hun stadig i sin lejlighed i Brabrand - en by som hun har boet i siden 1936, hvor hun vendte hjem fra et ophold i Canada - men mere om det senere.

Husker og fortæller

Selvom det efterhånden er temmelig længe siden, at tallet på kagen blev trecifret, er Ellen Adelaide Brandenborg en ganske frisk og humørfyldt dame, og som hun sidder der i lænestolen, og tager i mod alle gæsterne på sin 109-års fødselsdag, er det svært ikke at lade sig smitte af humøret.
“Giv mig et knus,” kommanderer hun kærligt til én af gæsterne, som selvfølgelig hurtigt efterlever kravet.
“Jeg ser og hører ikke så godt, og benene er heller ikke for gode, men derudover har jeg det godt, og jeg kan huske og fortælle. Det morer folk sig meget over,” fortæller Ellen Adelaide Brandenborg, som mener, at humøret og de “glade gener” kommer fra moderen, der i øvrigt blev 98 år.
“Jeg ville ønske, jeg kun var 50 år og havde mange år tilbage - lige så længe man har familie, vil man jo gerne være her,” fortsætter fødselaren.

“Det er nogle gode børn, jeg har mig,” siger Ellen Adelaide Brandenborg, mens hun kærligt klapper én af døtrene, Esther Vilstrup, på hånden.

“Det er nogle gode børn, jeg har mig,” siger Ellen Adelaide Brandenborg, mens hun kærligt klapper én af døtrene, Esther Vilstrup, på hånden.

Et canadisk eventyr

Ellen Adelaide Brandenborg er født i Skørping som nummer fire ud af en søskendeflok på ti børn.
Hun kalder selv sit liv for “ganske normalt og almindeligt”, men lidt eventyr har hun nu været på.
Som 23-årig rejste hun nemlig til Canada for at arbejde i huset.
“Jeg læste i avisen, at de canadiske fruer gerne ville have hushjælp, så jeg tog afsted. Det skulle da prøves! Og ved du hvad, dagen efter, jeg ankom, havde jeg arbejde,” fortæller hun.
Efter et år i Canada mødte hun sin mand Carl gennem den danske kirke. Endnu et år senere kom parrets første barn til verden, en dreng, og senere kom også tre piger til børneflokken.
I 1936 vendte parret så snuden mod Danmark igen og bosatte sig i et hus i Brabrand, indtil Carl døde julemorgen 1982. Siden da har Ellen Adelaide Brandenborg boet i en lejlighed i Brabrand, før hun altså flyttede på plejehjem for to måneder siden.

Ikke lutter lagkage

Yderligere seks børnebørn og 12 oldebørn senere sidder Ellen Adelaide Brandenborg så på Lokalcenter Søholm og ser tilbage på et langt og godt liv.
“Selvfølgelig ville jeg gerne være blevet boende hjemme. Jeg har altid elsket mit hjem, og min mand var også et hjemmemenneske. Men her er nu også rart, og alle er så søde og rare,” fortæller hun.
Hun er stadig glad for livet, fordi hun er rask, men alting er ikke lutter lagkage, når man har så mange år på bagen.
“Jeg savner at kunne brodere og strikke - det har jeg brugt mange timer på. I det hele taget savner jeg at kunne se, høre og gå - der går meget tabt uden,” siger hun.
Desuden savner hun på denne store fødselsdag sin gode veninde gennem 45 år. 93-årige Helga blev på tragisk vis kørt ihjel af en flugtbilist på Sigridsvej i Gellerup blot tre dage før Ellens fødselsdag.
“Det tog hårdt på mig. Hun havde jo nået at købe gave til i dag - den kom datteren med til mig,” fortæller Ellen Adelaide Brandenborg.
Et langt liv byder på mange op- og ned-ture, men mon ikke, at fødselsdagsfejring nummer 109 og titlen som Danmarks næstældste person ender i den gode gruppe?

null

Publiceret 14 January 2015 12:00