Camilla Bendix og Lars Hjortshøj er med i ny spillefilm, som aarhusianske Deluca film står bag. Foto: Per Arnesen.

Camilla Bendix og Lars Hjortshøj er med i ny spillefilm, som aarhusianske Deluca film står bag. Foto: Per Arnesen.

Ny film:

Aarhus får sin første egen-produktion

Aarhusianske Deluca Film blev første lokale producent med egen spillefilm

Af
Louise Nyvang Burmeister

Deluca Film bliver det første aarhusianske filmselskab, der producerer sin helt egen spillefilm i nyere tid.
Til januar går optagelserne til 'Emma & Nicolas' i gang.
Filmen er støttet af blandt andre Den Vestdanske Filmpulje og Det Danske Filminstitut, og markerer en milepæl for den jyske filmbranche.
Gennem flere år har aarhusianske selskaber lavet tv-serier, dokumentarfilm og haft stor succes med produktion af reklamefilm. På spillefilmmarkedet har de været henvist til rollen som co-producent, og på den måde ikke selv stået ved rorpinden.
Med spillefilmen 'Emma & Nicolas' er det slut.
“Vi har været inde i en naturlig udvikling, der nu gør at vi er klar til at stå alene med en filmproduktion. Det er skønt at nå det mål,“ siger Morten Rasmussen, der er instruktør og indehaver af Deluca Film, der i sommer flyttede fra Viby og ind i Filmby Aarhus på havnen.

Jule-succes fortsætter

Filmselskabet har tidligere haft succes med de to julekalendere 'Ludvig og Julemanden' og 'Tvillingerne og Julemanden' som de lavede for TV2, der sendte dem i henholdsvis 2011 og 2013.
Og den nye film bygger videre på samme univers.
“Vi har to rigtigt gode karakterer i Lars Hjortshøj og Camilla Bendix. Det var oplagt for os at føre dem videre. Det bliver lidt et blandingsunivers mellem eventyr, fantasy og den virkelige verden. Vi tager udgangspunkt i danske myter og folkesagn, uden at det bliver en historietime. Men derimod en rigtig familiefilm,” fortæller Morten Rasmussen.
Filmen skal indspilles i Viborg og Vendsyssel i januar og februar.
“Vi aktiverer en masse filmarbejdere i Aarhus, men optagelser skal desværre ikke foregå i byen i denne omgang. Måske næste gang. Hvis den her film går godt, kunne vi godt tænke os at lege videre med universet,” siger instruktøren.
Filmselskabet håber fremover at kunne producere endnu flere spillefilm.

En stærkere jysk branche

Hos Filmby Aarhus glæder lederen Carsten Holst sig over produktionen, og han mener, at det styrket hele det jyske filmmiljø.
”Jeg er stolt af, at det lykkes for et selskab i Filmby Aarhus, at blive de første. Når produktionsselskabet er jysk havner en større del af arbejdet på jyske hænder, og det styrker opbygningen af filmbranchen,” siger Carsten Holst via en pressemeddelelse.
'Emma & Nicolas' forventes at få premiere i landets biografer 30. oktober 2015.

Publiceret 18 December 2014 12:00