Jes Vagnby og Malene Dyrmose fra DemokraCity glæder sig til at skulle endnu tættere på Tilst-borgerne i det nye år.

Jes Vagnby og Malene Dyrmose fra DemokraCity glæder sig til at skulle endnu tættere på Tilst-borgerne i det nye år.

DemokraCity:

“Tilst har alt, men der mangler noget”

Hvordan kan Tilst blive endnu bedre? Svaret skal områdets borgere nu finde

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Tilst-borgerne skal det næste halve år arbejde med seks indsatsområder: Seniorer, unge, tryghed/utryghed, knudepunktet ved tst og biblioteket, identitet og image samt det nye bydelshus.
DemokraCity Aarhus flyttede 1. september ind i en lejlighed i Langkærparken og har siden hentet masser af udtalelser fra lokale borgere og aktører om, hvordan Tilst bliver en endnu bedre udgave af sig selv. De seks indsatsområder i indledningen er resultatet af denne research.
16. december klokken 16.30-19.30 i det nye bydelshus ved Langkærparken kan du høre meget mere om indsatsområderne, og efterfølgende kan du se mere på Tilst Bibliotek.
“Tilst er et meget typisk lokalområde i Aarhus, og derfor er der megen almen læring at hente her. Og så er der et godt potentiale i byen. Som en borger sagde: 'Tilst har alt, men der mangler noget'. Det, der mangler, er en sammenhængskraft,” forklarer arkitekt og skaber af DemokraCity, Jes Vagnby, og han fortsætter:
“Byen er fragmenteret. Grupperne i byen lukker sig meget om sig selv. Nu skal borgerne og aktørerne i Tilst tænke ud over deres egne fire vægge og se sig som en del af lokalområdet Tilst. De skal se sig selv i en større sammenhæng. Og de skal være med til at udvikle Tilst til det endnu bedre.”
Dermed kan Tilst blive et forbillede for mange andre byer, og erfaringerne herfra skal da også bredes ud til resten af Aarhus i form af et metodekatalog.

Beboere finder løsningerne

DemokraCity Aarhus er et samarbejde mellem DemokraCity, Arkitektskolen og Aarhus Kommune og går ud på, at de lokale kræfter skal være med til at forny byen - såkaldt samskabelse.
“Samskabelse giver et større engagement i lokalområdet, og man passer bedre på byen efterfølgende, fordi man er medskaber af den og kan se flere elementer, som man har haft en indflydelse på,” fortæller Jes Vagnby.
Derfor skal borgerne og aktørerne i Tilst altså nu til at mødes og tale meget mere sammen.
“Gennem mødet opstår dialogen. Gennem dialogen opstår fællesskabet,” siger Jes Vagnby.
DemokraCity Aarhus skal i alt være i Tilst i et år - det vil sige frem til sommeren 2015.
Før tiltaget kom til Tilst var DemokraCity i Jægergårdsgade-området i et halvt år og før det et halvt år i Lisbjerg.
I Lisbjerg førte DemokraCitys tilstedeværelse blandt andet til så forskellige ting som en ny måde at tænke garderobe i børnehaven, et mødested for unge mellem 13-18 år, et projekt om at få beboerhusets baghave til at bliver hele byens forhave samt oplevelsesstier i Lisbjerg og omegn.
“Vi kommer aldrig med løsningerne, dem finder borgerne selv hen ad vejen,” siger Jes Vagnby.

null

Publiceret 18 December 2014 09:00