Kulissen til ’Processen’ er i sig selv et Kafkask kaos. Publikum bliver i løbet af stykket også taget med om bag scenen.

Kulissen til ’Processen’ er i sig selv et Kafkask kaos. Publikum bliver i løbet af stykket også taget med om bag scenen.

Teaterstykke:

Juristen og aktivisten mødes på scenen

Hanne Jensbo og Anders Kjær Bruun er begge med i ’Processen’ på Aarhus Teater, hvor borgere inviteres op på scenen

Af
Louise Nyvang Burmeister

Der er 52 års forskel på de to. Men en rask diskussion om Kafka og om hvorvidt systemet i Danmark fungerer, bringer dem sammen.
75-årige Hanne Jensbo og 23-årige Anders Kjær Bruun er med i opsætning af 'Processen' - en del af Aarhus Teaters koncept 'Borgerscenen', hvor almindelige mennesker får lov at spille teater vejledt af professionel instruktør.
For Hanne Jensbo er det en chance for at prøve noget nyt, og for at diskutere den kafkaske magtesløshed.
“Jeg har lært utroligt meget at være med. De unge forholder sig meget seriøst til stykket, og det bliver man aldrig for  gammel til at lære noget af,” siger Hanne Jensbo, der har 43 års erfaring som jurist i Aarhus og også kender retssystemer andre steder i verden.
“Når man har oplevet, hvordan systemet for eksempel fungerer i Rumænien, så bliver man taknemlig for vores,” siger den pensionerede jurist.
Anders Kjær Bruun derimod har oplevet huller i systemet på egen krop.
 Han var en af mange, der på ulovlig vis blev anholdt under  FN's klimakonference COP15 i 2009 og sad på jorden gennem flere timer.
“Hanne, du plejer at sige, at systemet fungerer, og det er jeg enig i. Problemet er, at det fungerer for godt, og det betyder, at det kommer til at fungere ret dårligt. Der er jo ingen, der tager ansvar længere, ingen der egentlig laver politik,” siger Anders Kjær Bruun.
“Helt sikkert. Jeg er heller ikke så blåøjet, at jeg ikke ser problemer, men det ideelle system er en illusion,” mener juristen.
De to har siden september brugt  mange timer på teatret.
“Man kan ikke have et fuldtidsjob ved siden af,” siger Hanne Jensbo og løsriver sig fra diskussion med sin med-skuespiller.
Kort efter går dagens prøver og dertilhørende diskussioner i gang igen. 'Processen' har premiere fredag.
 

Borgerscenen på Aarhus Teater

  • 'Processen' - frit efter Frans Kafkas roman
  • Instruktør: Anne Zacho Søgaard, scenograf: Siggi Palmason.
  • Medvirkende: Anders Kjær Bruun, Hanne Jensbo, Elisaberh Lidell, Joachim O. Seiler, Jolanta Christensen, Kirsten N. Pedersen, Leyilah Birn, Maris Arianfar, Sofie Heidelbach, Oludotun K. Fashakin.
  • Spilles frem til 31. januar.

Publiceret 11 December 2014 07:00