DEBAT:

Plads til Emine og Lise på arbejdsmarkedet

Af Jens Joel, Medlem af Folketinget, Gudrunsvej 58, 8220 Brabrand

Den 1. december besøgte jeg arbejdspladser i Aarhus. Det gør jeg tit. Men denne mandag besøgte jeg to steder, der har fleksjobbere ansat i få timer. To aarhusianske arbejdspladser, der har brugt de nye regler og sikret job til to seje kvinder, der gerne vil arbejde, så meget de kan.

Emine sætter eftermiddagsmaden frem i daginstitutionen Thunfisken. Og hun hjælper med oprydning og rengøring i køkkenet. To timer om dagen. På et tidspunkt, hvor der ikke er mange voksne, og hvor det pædagogiske personale har mere end nok at gøre med de mange børn, der skal af med overtøjet eller op efter middagsluren.
Emine løfter en vigtig opgave. Kollegaerne er glade for, at hun er der. Og jeg er glad for, at vi har fået lavet reglerne om, så Emine fik chancen for at få et arbejde. Hun kan ikke arbejde på fuld kraft. Men hun vil gerne bidrage, så meget hun kan. 10 timer om ugen passer både til behovet i børnehuset og til Emine. Derfor er hun kisteglad. Hun var ked af at være arbejdsløs, og smiler over hele hovedet da hun stolt siger: Jeg er en god husmor!
Ja, Emine, og selvfølgelig skal dine evner og kræfter også bruges på arbejdsmarkedet. Vi har alle brug for at være en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Nogen har frygtet, at de "små" fleksjob blot ville fjerne de gamle fleksjob. Det er ikke meningen – og vi skal holde øje med udviklingen. Men i børnehuset har de ikke opgaver til Emine hele dagen. Derfor er det et nyt job, der er skabt, fordi man nu kan lave små stillinger på eksempelvis ti timer. Samtidig sikres Emine en indkomst, hun kan leve af.
Og apropos fleksibilitet, så har de nye regler også gjort det muligt, at Lise kunne blive ved med at være ansat på Kompetencehuset, selvom hun løb ind i sygdom. Lise er dygtig og har været på stedet længe. Det ville være synd, hvis Lises kompetencer og viden skulle gå tabt. Derfor er jeg glad for, at reglerne nu er indrettet, så hun fortsat kan arbejde præcis så meget, som hun kan holde til.
Vi skal skabe et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle, der kan. Også selvom de ikke kan arbejde på fuld tryk. Vi har alle noget at byde på. Derfor skal arbejdsmarkedet selvfølgelig sikre en plads til Emine og Lise.

Publiceret 04 December 2014 16:00