Ellevangskolens kaptajn gik fra borde i fredags. En af afskedsgaverne var denne hovedbeklædning. Foto: Anders Hein.

Ellevangskolens kaptajn gik fra borde i fredags. En af afskedsgaverne var denne hovedbeklædning. Foto: Anders Hein.

Farvel til Ellevangskolen:

Torbens sidste skoledag

Siden Torben Antonsen startede i første klasse, har han gået i skole. Som 66-årig har han nu haft den sidste

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen

Fredag morgen var ikke en helt normal skoledag for Ellevangskolens skoleleder, Torben Antonsen. Først blev han hentet hjemme på cykel. Så blev han på bedste rickshaw-manér fragtet mod skolen igennem en flagallé, dannet af skolens elever, som ville gøre de fleste Tour de France-ryttere misundelige. Og siden da blev han fejret over hele dagen.
Nej, Torben Antonsens sidste dag som skoleleder skulle ikke blive helt normal. Så snart den 66-årige mand kom ind på skolen, blev han ledt mod hallen, hvor den samlede elevflok ville tage afsked med ham. Her trak han også selv i arbejdstøjet og gav en smagsprøve på, hvordan han var at have som musiklærer, da han spillede op med lærerne med 'Honky Tonk Woman'.
Senere begav Torben sig ud i skolens bygninger for at sige farvel de enkelte klasser. Først langt ud på eftermiddagen, da tidligere og nuværende kollegaer havde givet ham de bedste lykønskninger for fremtiden, kunne Antonsen læne sig tilbage efter en fuldendt sidste skoledag.
Mandag begyndte Torben Antonsens pensionstilværelse, og fra januar træder Lisanette Qvortrup til som skoleleder. Indtil da er det souschef og pædagogisk leder, Marianne Bach, der er førstestyrmand på Ellevangskolen som konstitueret leder.
Nu kan Torben så se frem til foråret, hvor han skifter skolens kaptajnkasket ud med kaptajnkasketten til sin båd, 'Columbine', der venter utålmodigt på, at han stævner ud fra Ry.

Eleverne dannede flagallé for Torben Antonsen. Foto: Anders Hein.

Eleverne dannede flagallé for Torben Antonsen. Foto: Anders Hein.

Publiceret 04 December 2014 16:00