Morten Aagaard, leder Kirkens Korshær i Aarhus, står foran lokalerne i Nørre Allé 25. Det høje humør skyldes opfordringer om at “smide tøjet” fra en af varmestuens brugere. Normalt smiles der ikke så stort, for Kirkens Korshær får sværere og sværere ved at følge med i konkurrencen med de store, landsdækkende hjælpeorganisationer om folks velvilje og tegnebøger.

Morten Aagaard, leder Kirkens Korshær i Aarhus, står foran lokalerne i Nørre Allé 25. Det høje humør skyldes opfordringer om at “smide tøjet” fra en af varmestuens brugere. Normalt smiles der ikke så stort, for Kirkens Korshær får sværere og sværere ved at følge med i konkurrencen med de store, landsdækkende hjælpeorganisationer om folks velvilje og tegnebøger.

Korshæren tilbageerobrer julen

En ny kampagne skal få aarhusianerne til at hjælpe lokalt over julen

Af
Jannik Schiermer Poulsen

Julen er hjerternes fest, og tiden hvor næstekærligheden er i fokus.
Overalt omkring os er der folk, der trænger til en håndsrækning, og det kan være vanskeligt at få ørenlyd.
Sådan forholder det sig i hvert fald ofte for de mindre velgørenhedsorganisationer, og nu har Kirkens Korshær i Aarhus startet sin egen kampagne for tilkæmpe sig en plads i solen.
“De store organisationer kører de små over i stigende grad, og de, der sidder på medierne, er dem, der vinder folks opmærksomhed og penge. De store, landsdækkende organisationer har husstandsindsamlinger, Danmarksindsamling, 'facere' (indsamlere, red.) på gågader og store afdelinger med professionelle mediefolk og fundraisere,” fortæller Morten Aagaard, der er leder af Kirkens Korshær i Aarhus.
“Den bedste synlighedskampagne, vi kunne lave, ville være, hvis vi lukkede i en uge. Så ville vores arbejde med det samme blive synligt i gadebilledet og i opgangene, hvor de hjemløse så ville overnatte. Men det gør vi naturligvis ikke,” siger Morten Aagaard.

Svær vare at sælge

Kirkens Korshær i Aarhus har nu startet en kampagne med Salling og Cityforeningen Aarhus, som hedder 'Giv Hjertevarme'.
Her vil de medvirkende butikker og caféer opfordre de handlende til at give en 20'er, når de køber julegaver.
“I stedet for at lægge os til at dø, vil vi prøve at tilbageerobre julen fra de store, og få folk til at hjælpe lokalt den ene gang om året. Kirkens Korshær har ikke sultne og kræftsyge børn til at bryde igennem mediebilledet med, men psykisk syge, hjemløse, stofmisbrugere og alkoholikere. Vi har heller ikke pengene til at opruste med professionelle marketing- og mediefolk, så vi forsøger os med det her,” siger Morten Aagaard og fortæller, at kampagnen også er et budskab til de udsatte om, at de er en ønsket og respekteret del af byen.

Det må briste eller bære

I år er det kun Kirkens Korshær, der er en del af kampagnen, men hvis det bliver en succes, er planen, at Reden, Kofoeds Skole, Blå Kors og de andre organisationer, der udfører lokalt, socialt arbejde også skal medvirke.
“Vi er i tvivl om, hvorvidt kampagnen økonomisk set kommer til at stå mål med anstrengelserne. I år er et prøve-år, men vi håber på at skabe en tradition. Kampen om opmærksomheden er et blevet et vilkår, og dette er vores forsøg på at være med i kapløbet,” fortæller Morten Aagaard.

Jul hele året

De indsamlede penge går til juleaktiviteter, juleaften og juleuddeling til trængte familier, samt opfølgende støtte til de familier, der får julehjælpen.
“Støtten må gerne vare hele året,” siger Morten Aagaard og glæder sig over den hidtidige opbakning fra de medvirkende i kampagnen.

Publiceret 04 December 2014 07:00