Teater Skæg skal forsøge at genskabe den gode julestemning. Foto: Jens Thimm Valsted

Teater Skæg skal forsøge at genskabe den gode julestemning. Foto: Jens Thimm Valsted

Teater Skæg skaber jul i Stemningsløse

I Helsingør Theatret ved Den Gamle By er der juleteater frem mod jul

Af
Camilla Olesen

Lisa Duus Nielsen har startet Teater Skæg, som står bag dette års juleforestilling i Den Gamle By.
Stykket i år hedder 'Jul i Stemningsløse,' og Anders Baggesen er instruktør for de otte voksne og fire børn.
Stykket handler om den 9-årige pige Selma, der bor alene med sin far. Han er træt af julen og sit arbejde som julemand i et stormagasin. Selma savner sin far i julen, og en dag leger hun med sin mormors gamle dukketeater, og ud af fantasien opstår byen Stemningsløse. Med hjælp fra nisserne Rumle og Trille skal hun genskabe glæden ved julen.
“Julen er en tid, som for nogen kan være svær og ensom, og med denne forestilling finder vi frem til julestemningen, som kommer i nærværet med hinanden. Det er magisk at arbejde ud fra Selmas fantasi, og se julen gennem hendes øjne, hvor hendes leg også er en afspejling af hendes virkelighed,” siger Anders Baggesen i en pressemeddelelse.
Stykket spiller i Helsingør Theatret hver lørdag og søndag klokken 13 og 15 fra 29. november og frem til 21. december. Det varer 60 minutter. Pris for voksne over 18 år er 120 kroner og børn 90 kroner. Billetter kan købes på www.billetten.dk. Billetten giver ikke adgang til Den Gamle By.

Publiceret 27 November 2014 07:00