Jan Christensen bliver ny direktør for Musikhuset

Af
Jannik Schiermer Poulsen

Den tidligere direktør for Aarhus Elite, Jan Christensen, starter som direktør i Musikhuset 1. januar.
Han blev valgt ud af et felt på 42 ansøgere, og kulturrådmanden er godt tilfreds med ansættelsen.
”Musikhuset Aarhus får en dygtig og engageret direktør, der med sine evner og erfaring vil kunne fastholde huset i toppen af den kulturelle superliga. Jan er fyldt med ideer og visioner samtidig med, at han har fokus på økonomien. Det er en kombination, som vil være med til at sikre den fortsatte udvikling af byens store kulturhus,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.
 
 

'Til opgaven med stor ydmyghed'

Den tiltrædende direktør ser også frem til at trække i arbejdstøjet for endnu en af byens store kulturinstitutioner.
”Jeg glæder mig meget til denne spændende opgave. Musikhuset er et af byens og regionens helt store kulturlokomotiver, der gennem de seneste år har været i en positiv udvikling. Jeg går derfor til opgaven med stor ydmyghed. Jeg ser frem til at fortsætte udviklingen af Musikhuset til glæde for brugere, kunstnere, sponsorer og andre samarbejdspartnere, ikke mindst frem mod kulturhovedstadsåret i 2017,” siger Jan Christensen i en pressemeddelelse.

Publiceret 03 November 2014 11:00