Arkitekterne Lars Bo Poulsen og Jesper Korf fra Nørkær+Poulsen Arkitekter og de glade boligejere. Foto: Pia Enghild

Arkitekterne Lars Bo Poulsen og Jesper Korf fra Nørkær+Poulsen Arkitekter og de glade boligejere. Foto: Pia Enghild

Skødstrup-villa får pris

Landets smukkeste arkitekttegnede bolig ligger i Skødstrup

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen

Skrå vinkler, træ i både loft og på gulv og vægge i rå mursten. Sådan er huset, der netop er kåret som vinder af IdéPrisen 2014, der er boligejernes egen arkitektpris, indstiftet af Danske BoligArkitekter.
Thomas og Gitte Andersen fra Skødstrup er ikke til typehuse. Derfor var de ikke i tvivl om, at der skulle en arkitekt på, da de havde erhvervet en byggegrund på en bakketop i i Skødstrup.
Tre nybyggede enfamiliehuse var nomineret til prisen af en fagjury. Vinderen er fundet dels af en fagjury dels efter en afstemning på danskeboligarkitekter.dk, hvor knap 4.000 brugere har stemt på deres favorithus.
“Huset er et godt eksempel på, at arkitekten har udnyttet grundens placering og form optimalt og ud af det skabt nogle spændende rum både ude og inde, siger sekretariatschef i Danske BoligArkitekter, arkitekt maa Pernille Hjorth, der var et af de 5 medlemmer af fagjuryen, i en pressemeddelelse.

Utraditionelle valg

Juryen roste også det utraditionelle valg af materialer. Husets facade er en kombination af gule teglsten, cedertræ og hvidt puds. Indvendigt er der træ på både gulv og loft – store brede planker på gulvet og lameller i loftet. Væggene i stuen er rå murstensmure, tydeligt inspireret af arkitekturen i 70erne. Et stort plus ved huset, der er i to plan, er også udsigten til Aarhus Bugten, som især kan nydes fra stuen og balkonen på 1. salen.
Thomas og Gitte Andersen ønskede et unikt hus, hvor de selv havde indflydelse på hele processen fra de første skitser og til den sidste mursten.
“Og det behøver ikke koste meget mere at bruge en arkitekt end at vælge et typehus,” fortæller parret, der dagligt nyder deres hus sammen med de to små døtre, Alba og Vega på fem og to år.
Hele familien kan nu glæde sig over de 25.000 kroner, som følger med prisen.
Huset har i alt kostet 3 millioner kroner.

Huset ligger på en bakketop i et parcelhuskvarter, og fra 1. salen er der udsigt til Aarhus Bugten. Foto: Christina Kayser Onsgaard

Huset ligger på en bakketop i et parcelhuskvarter, og fra 1. salen er der udsigt til Aarhus Bugten. Foto: Christina Kayser Onsgaard

Publiceret 11 October 2014 07:00