Det grønne område på kortet er der, hvor den nye skov på 17 hektar skal ligge i Beder/Malling. Det bliver en folkeskov efter samme princip, som den der blev plantet for halvandet år siden i nærheden. Kort: Aarhus Kommune

Det grønne område på kortet er der, hvor den nye skov på 17 hektar skal ligge i Beder/Malling. Det bliver en folkeskov efter samme princip, som den der blev plantet for halvandet år siden i nærheden. Kort: Aarhus Kommune

Ny folkeskov skyder op i Beder/Malling

Lars Heiselberg samarbejder med SuperBrugsen om ny skov, der er på vej i området mellem Beder og Malling

Af
Camilla Olesen

For enden af Byagervej i Beder er der en ny skov på vej, som Lars Heiselberg fra Growing Trees Network står bag.
Det er en folkeskov, der fungerer på samme måde, som den han startede for halvandet år siden på den anden side af BMI's lokaler.
Denne gang er han gået sammen med SuperBrugsen i Malling. Det betyder, at kunderne også kan købe træer, når de handler og ikke kun gennem www.folkeskoven.dk.
“Vi, som lokal forretning, vil gerne støtte lokale projekter. Vi får plakater i butikken og indsamlingsbøsser ved kassen, så folk kan købe eller donere penge til træerne,” siger brugsuddeler, Jens Grøftehauge.

En stor skov

Den nye folkeskov bliver på 17 hektar, og der kommer omkring 30.000 træer.
“Vi har valgt at lave skoven her i Beder/Malling, fordi det er her Aarhus Vand henter mest vand. Skoven er med til at bevare rent drikkevand i fremtiden og samtidig sikre, at jorden er vedvarende beskyttet mod pesticider, kvælstof og andre giftstoffer,” fortæller Lars Heiselberg.
Borgerne skal være med til at finansiere skoven ved at købe træerne, og Aarhus Kommune betaler så resten. For hvert træ befolkningen køber, jo flere penge sparer kommunen, og dem tager den så med til den næste skov, så der så hurtigt som muligt kan blive plantet træer i kommunen. Der er en plan om, at der skal plantes 12 millioner træer frem mod 2030, fortæller Lars Heiselberg, der venter på den helt endelige godkendelse fra kommunen, men han forventer og håber, at den går igennem, så man kan starte med at plante skoven allerede i november i år.

Lars Heiselberg (til venstre) sammen med brugsuddeler Jens Grøftehauge fra SuperBrugsen i Malling. De arbejder sammen omkring den nye skov.

Lars Heiselberg (til venstre) sammen med brugsuddeler Jens Grøftehauge fra SuperBrugsen i Malling. De arbejder sammen omkring den nye skov.

Et engageret område

Lars Heiselberg fortæller, at mange i lokalområdet har engageret sig i den nye skov.
“Fællesrådet og mange borgere er aktive, når det handler om stierne mellem skoven, og hvordan man kan forbinde de grønne områder, der skal være, og det er dejligt,” siger han.
Lars Heiselberg fortæller, at det godt kan være svært at få folk til at købe træer kun via en hjemmeside, og derfor er han glad for, at SuperBrugsen er med på samarbejdet.
“De er her alligevel i forbindelse med de daglige indkøb, så vi er glade for, at forretningen bakker op,” siger Lars Heiselberg, og Jens Grøftehauge supplerer:
“Det er et super koncept, som vi gerne vil støtte.”

Folkeskov

Ét træ koster 19 kroner, hvilket inkluderer plantning, tre års vedligeholdelse, grogaranti samt sti- og parkeringsområde
Efter de tre år overtager kommunen vedligeholdelsen
Hvis man køber fire, får man et diplom
Hvis man køber 21 træer, gør man sin bil CO2-neutral og får et klistermærke til bilen
Træerne kan købes enten i SuperBrugsen eller på www.folkeskoven.dk.
Hvis man som handlende i SuperBrugsen har fået byttepenge, er det muligt at smide det i bøssen, der står ved kassen, og på den måde donerer man penge til den nye skov

Publiceret 02 October 2014 12:00