NorthSide 2015:

Billetsalget starter om lidt

Af
Jannik Schiermer Poulsen

Der bliver 1. oktober åbnet for salg af billetter til NorthSide 2015.
Der vil være færre billetter i salg end tidligere, og samtidig lanceres der en ny kombinationsbillet.
Fredag 12. juni 2015 går dørene op til sjette udgave af NorthSide, og traditionen tro vil man kunne opleve omkring 40 danske og internationale navne optræde over tre dage på tre scener i Ådalen ved Aarhus.
Festivalen har kunnet melde udsolgt de sidste to år i træk, og dette års udgave af NorthSide var den hidtil største til dato med 35.000 gæster inklusive frivillige, musikere og pressefolk.
Dette tal kan man forvente vil blive lavere til næste år, da man har besluttet sig for at regulære både antallet af solgte billetter samt gæster og frivillige for at skabe mere plads på festivalpladsen.
- Ifølge Epinion var 52 procent af det betalende publikum i år gengangere fra 2013, og i alt 61 procent havde været på NorthSide før. Samtidig med det fik vi i år udsolgt tidligere end nogensinde før, så der er virkelig mange, der nu ser NorthSide som en fast årlig tradition og føler et ejerskab overfor festivalen.
"Vi er meget stolte over så hurtigt at være blevet en fast årlig begivenhed for så mange mennesker, og vi vil naturligvis arbejde hårdt for også at skabe en god oplevelse for folk i 2015," siger John Fogde, der er talsmand for NorthSide, i en pressemeddelelse.
 

Nye billettyper

Billetstrukturen for NorthSide 2015 er som følger:
- NorthSide Partout: 1.395,- + gebyr
- NorthSide/Danmarks Grimmeste Festival Kombi-Partout: 1.745,- + gebyr
- NorthSide VIP Partout: 2.495,- + gebyr
I modsætning til tidligere år vil prisen på billetten til NorthSide ikke stige frem mod festivalen, og dermed er prisen på en partout-billet i år 200 kroner billigere end slutprisen for NorthSide 2014.
Den nye kombibillet giver adgang til både NorthSide og Danmarks Grimmeste Festival og giver en besparelse på 200 kroner, mens den nye VIP-billet giver adgang til festivalens Backstage-område, hvor man kan få et pusterum fra den hektiske festivalstemning i lækre omgivelser.
Billetsalget starter onsdag 1. oktober klokken 10 via Billetlugen.dk, og det forventes, at de første navne til næste års festival vil ligge klar inden jul.

Publiceret 29 September 2014 14:30