Jim White er i år igen en del af Aarhus Festuge. Foto: Aarhus Festuge.

Jim White er i år igen en del af Aarhus Festuge. Foto: Aarhus Festuge.

Amerikansk kunstner er tilbage i sit "Disneyland"

Billedkunstner Jim White udstiller Aarhus-skrald som kreative skulpturer. Musiker Jim White inviterer byens borgere til at digte sange sammen med sig

Af
Louise Nyvang Burmeister

Jim White lever på mange måder op til festugens tema: Same but different.
Sydstats-amerikaneren vender tilbage til Aarhus Festuge. I år ikke som filmmand, men som billedkunstner og musiker.
Og de skulpturer han laver, er gamle ting, sat sammen på en ny måde.
Skrotskulpturer, kalder han dem. Til festugen sammensat af aarhusiansk skrald.
"Det var faktisk Folmers (Jens Folmer Jepsen, festugedirektør, red.) idé. Sidste år samlede jeg et smukt bæltespænde op fra gaden for at bruge det til en skulptur, og det mente han, at jeg skulle lave en udstilling ud af til næste festuge," forklarer Jim White siddende i Musikhusets café med udsigt til parken, hvor hans skulpturer fra i dag skal udstilles.
Aftalen med festuge-direktøren betød, at Jim White i foråret tilbragte en uge i byen for at indsamle skrald.
"Jeg var ude på en genbrugsstation i Brabrand, og jeg var nødt til at lægge bånd på mig selv, for der var så meget jeg kunne bruge. Danmark har åbenbart en fetich med træ. Der var simpelthen så meget smukt træ. Og smukke møbler, hvor jeg lige var ved at græde. Hvordan kunne man smide det væk?," spørger Jim White.

Strygebræt og lamper på ny

Amerikanerens værker en reaktion på vores moderne samfunds konstante smiden væk og køben nyt.
Han håber, at skulpturerne vil få folk til at tænke over, hvordan man kan finde alternative måder at bruge ting på.
"Jeg tager ting, som man ellers anser for at være værdiløse og gør dem til kunst. Når vi hele tiden smider ud, så visker vi vores historie ud," siger Jim White.
Den 57-årige autodidakte kunstner har brugt lampeskærme, nøgler, strygebræt, en rest fra et stakit og meget, meget mere.
"Det kan måske få folk til at tænke over, hvordan ting engang har haft en bestemt funktion og fremover kan bruges på en ny måde," siger kunstneren.
Der er masser af religiøse symboler i hans værker med referencer til både Jesus, Judas, Maria Magdalene og Gud.
Men det har ikke noget med Aarhus at gøre.
"Det er bare det, jeg laver. Det er ikke stedsspecifikt. Men remedierne er hentet i Aarhus. Det handler om at sige, at alt, hvad man behøver for at lave kunst, er lige omkring dig. Det behøver ikke koste noget," forklarer han.

Alle er med til at skrive

Også musikken demokratiserer Jim White.
Under sit ophold i Aarhus lader han byens borgere være med til at skrive festuge-sange.
"Jeg kan ikke skrive sange om byen, når jeg ikke kender den bedre. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lade alle byens borgere skrive," siger musikeren.
I de kommende dage kan man finde ham i et butiksvindue på Åboulevarden sammen med en række musikalske gæster.
"Alle er velkomne til at komme forbi og skrive forslag på ruden," siger Jim White.
Han regner med, at de kan nå at lave 5-10 sange. De skal opføres til en koncert på tirsdag.
Og så trommer han da i øvrigt også lige på byens mure, skraldespande og hegn i dag kl. 11 og kl. 12.15 omkring banegårdspladsen sammen med konservatoriestuderende.
Med trommestikker spiller de Led Zeppelins 'Moby Dick'.
For Jim White er Aarhus lidt ligesom Disneyland.
"Det er lidt som om, det er skabt for min fornøjelses skyld. Alt er muligt, og det er ret vildt. I Syden i USA er kunsten langt mere elitær og ikke så godt støttet," siger han.

Jim White er tilbage

Michael Davis Pratt, født 1957 i Californien, kendt under kunstnernavnet Jim White.
Sanger, sangskriver, forfatter, fotograf og billedkunstner.
Opleves i Aarhus:

  • Hele ugen: I Centralparken udstilles hans skrotskulpturer.
  •  Til og med 2.sept: Skriver festugesange på Åboulevarden 82, hvor alle kan kigge forbi og komme med forslag til sange.
  • 2.september kl. 20: Giver gratis koncert med The DeSoto Caucus, Lawrence Arabia og Kim Kix på Banegårdspladsen.
  • 5.september, kl. 15: Optræder til Ujazz sammen med Lonnie Holley.

Har designet en af årets syv festuge-plakater.

Publiceret 01 September 2014 16:00