Den tidligere racerkører Ole Skov bruger nu kræfterne på at hjælpe unge talenter med at indsamle penge til verdens dyreste sportsgren. Erhvervsnetværk er en måde at få indsamlet penge. Nyeste skud på stammen er kæmpetalentet Jan Jønck.

Den tidligere racerkører Ole Skov bruger nu kræfterne på at hjælpe unge talenter med at indsamle penge til verdens dyreste sportsgren. Erhvervsnetværk er en måde at få indsamlet penge. Nyeste skud på stammen er kæmpetalentet Jan Jønck.

Netværk, netværk og atter netværk

En invitation til et aarhusiansk netværksmøde affødte en dag, der bød på foredrag, julemad, racerløb, visitkort og sportstalenter

Af
Af Jannik Schiermer Poulsen

“Men sig mig, vil du ikke med ud og se, hvad vi laver?”. Spørgsmålet kom fra Ole Skov, der står bag SMP (Skov Motorsport Promotions, red), da jeg sidste uge interviewede ham om erhvervsnetværk.
Og da jeg ikke kunne komme på noget hottere buzzword end 'netværk', måtte jeg simpelthen takke ja til at opleve giraffen.
En uge senere står jeg i Racehall iført brandsikkert tøj og får instrukser i, hvordan jeg forholder mig i tilfælde af, at jeg skal kaste op.
Forinden er jeg lige blevet vejet i fuld offentlighed, hvor vægtkontrolløren ikke virkede helt uimponeret. Men hvad har det med netværk at gøre?
Alt og intet. Vi spoler tiden et par timer tilbage.

Ankomst og Netværk

Deltagerne ankommer til netværksmødet sidst på eftermiddagen, og nogle kender hinanden godt nok til at begynde sludderen med det samme.
Andre piller afventende ved deres smartphones. Måske er de nytilkomne ligesom mig.
Da vi bliver fuldtallige, er vi omkring 20 mand, deraf en lille håndfuld kvinder.
Alle bærer de navneskilte med firmalogoer, der spænder over alt fra totalt ukendte firmaer til store virksomheder over den slags firmaer, hvor logoet virker vagt bekendt.
Men nu skal der være foredrag. Én fra netværket giver en tale til netværket om vigtigheden af at have et godt netværk af rådgivere.
Det virker næsten sekt-agtigt, indtil en anden netværker tager gulvet og fortæller om sine egne erfaringer, hvor snakken pludselig bliver meget konkret.

Race og netværk

Efter vejning og snak om opkastregler sidder jeg i en gokart og venter på grønt lys.I sekunderne op til løbstart sad jeg med en journalistisk distance og forestillede mig, hvordan racet var en metafor for business, og om hvordan sats kunne bringe én foran feltet eller sende én til tælling og den slags metasnak.
Nu, en omgang inde i løbet, tænker jeg kun på én ting. Salgschefen foran mig skal overhales. Der går i hvertfald ti minutter før jeg blinker for første gang i løbet, og en kort overgang overvejer jeg, om jeg faktisk skal kaste op.
Jeg beslutter mig for, at det nok er min krop, der ikke er vant til spænding, og før jeg får tænkt nøjere over spænding og mangel på samme min tilværelse, bliver jeg påkørt af en trykkeri-indehaver. Det ved jeg fordi, manden har iført sig egen racerdragt med firmalogo. Det bliver ikke glemt foreløbigt.
Til gengæld får jeg en udmærket undskyldning for at tabe til alt og alle, og den tager jeg imod med kyshånd.
Efter løbet slår det mig, at jeg egentlig ikke er et konkurrencemenneske, og jeg undrer mig lidt over min mentalitet i karten. Jeg ville vinde, og jeg blev oprigtigt frustreret og glad, når jeg røg op og ned i feltet.
Det bliver tid til den rituelle dunken i hinandens rygge og diskussion af urent trav. Det er uhørt sjovt for en arbejdsrelateret tirsdag.

Mad og mere netværk

Efter at have fyldt depoterne med julemad oven på strabadserne er det tid til netværk igen.
Og igen forestiller jeg mig, at jeg skal bevare min journalistiske distance, og igen tager jeg fejl.
Jeg bliver involvoret i samtlige øvelser og den uformelle snak på gulvet. Til sidst dyrkede vi nye den rituelle disciplin med at udveksle visitkort.
På vej hjem fra mødet overvejer jeg, om jeg begriber buzzwordet 'netværk' bedre nu. Jeg tænker længe, at jeg jo som journalist ikke har haft den store nytte af netværket, da jeg hverken køber eller sælger noget.
Til gengæld har jeg haft nogle gode samtaler med folk fra forskellige brancher, ja selv trykkeri-indehaveren endte jeg med at holde af. Og jeg ved, hvem jeg ville ringe til, hvis jeg skulle bruge en udtalelse fra en trykkeriejer.
Men det er vel egentlig også essensen af at netværke. At sætte ansigt på en vare eller en ydelse.

Netværkets vinder

Både inden- og udenfor banen må det unge racertalent Jan Jønck siges at være dagens vinder.
Han blev præsenteret som SMP's nyeste skud på stammen, hvilket vil gøre det nemmere at sikre hans økonomiske grundlag i verdens dyreste sportsgren.
“Det betyder enormt meget for mig at få det samarbejde på plads, og nu kan jeg måske fokusere lidt mere på sporten og lidt mindre på at samle penge ind,” siger Jan Jønck og uddeler sine brochurer til netværket.

Publiceret 27 August 2014 12:00