Foto: Jane Gisselmann.

Foto: Jane Gisselmann.

Fascineret af krimigenren

Rebekka Andreasen blogger om krimi sommeren over her i Lokalavisen. Læs her hendes første af slagsen

Af
Af Rebekka Andreasen vildmedkrimi.dk

Jeg har læst krimier, spændingsromaner og thrillers stort set siden jeg kunne stave til plot. Som barn slugte jeg især De fem-bøgerne, hvor de unge helte modigt løste farlige mysterier.
Og selvom jeg var en ganske almindelig pige fra Højbjerg, der gik på Holme Skole, spillede basketball og gik på fritidshjem, så identificerede jeg mig inderligt med tre amerikanske handlekraftige drenge: Jupiter, Pete og Bob - også kendt som de tre detektiver fra den populære bogserie. Som så mange andre børn holdt jeg også vejret i spænding sammen med Astrid Lindgrens eftertænksomme mesterdetektiv, Kalle Blomkvist.
Som voksen har jeg holdt fast i krimigenren, og nu suser jeg gennem Oslos gader med Harry Hole. Og jeg følger Carl Mørck ned i Afdeling Q's (og Jussi Adler-Olsens) kælder. Jeg er ikke den eneste, der sluger flere sæsoner af tv-krimier som Forbrydelsen.
Krimien har et fast tag i os danskere, hvad enten vi læser bøger, ser film eller tv-serier. Eksperter har forskellige forklaringer på, hvorfor vi fascineres af genren: Vi vil gerne underholdes og har higet efter gode historier, siden vi som urmennesker sad omkring bålet.
Vi vil gerne udfordres følelsesmæssigt og intellektuelt, og i dag er samtidsbeskrivelsen og samfundskritik en vigtig del af mange krimier. Vi har en stærk trang til at finde sandheden og få et indblik i en - for de fleste - ukendt verden. Vi læser krimier i tryg overbevisning om, at mordet opklares og gerningsmandens findes, så der igen bringes orden i kaos. Krimier kan desuden italesætte tabuer.

Et godt bud

Måske er svaret på krimiens popularitet såre simpel. Min ældste søn havde på et tidspunkt et godt bud. Han sad og tegnede med en ven, da vennen pludselig siger: “Min far ser meget fodbold i tv. Det er fordi, han ikke længere spiller det selv.” Lang pause. Så siger min dreng: “Min mor læser uhyggelige bøger. Det er nok, fordi hun ikke har lyst til selv at blive morder.”
Det kan man jo grine lidt af. Men faktisk er det sådan, at jo mindre vold, der er i et samfund, jo mere er der i litteraturen, paradoksalt nok. Så det må være et godt tegn, at flere og flere danske forfattere og instruktører kaster sig over krimigenren. Og så er vi jo nogle, der er nødt til at læse deres bøger og se deres film, ikke?

Publiceret 14 July 2014 07:00