Kim Munk - frontfigur i Broken Beats kan opleves som solist på Torvet i Den Gamle By i forbindelse med den nye udstilling,

Kim Munk - frontfigur i Broken Beats kan opleves som solist på Torvet i Den Gamle By i forbindelse med den nye udstilling,

Den Gamle By rocker

Ny udstilling ’Aarhus rocks! Byen og musikken 1960-2014’ kan opleves hver dag frem til juni 2015 i Den Gamle By

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen


Den Gamle By åbner i dag, tirsdag, klokken 16 en ny udstilling – en stor tredimensionel fortælling om musikken og det rytmiske musikmiljø i Aarhus gennem 50 år. 
I sammenhæng med udstillingen præsenterer museet en række koncerter med fokus på Aarhus og byens musik. Det sker i weekender fra 16. maj til og med 9. juni.
 

Michael Learns To Rock

I Bededagsferien 16.-18. maj er der en helt unik mulighed for at høre nogle af de første og største navne fra scenen på Torvet i Den Gamle By. 
Fredag er det Michael Learns To Rock, der optræder. Bandet er med over 11 millioner solgte plader blandt Danmarks mest succesfulde bands. Det aarhusianske verdensband blev dannet i 1988 og samme år vandt de talentkonkurrencen 'Vi har scenen - har I musikken' ved Musikhuset.
 

Shaka Loveless, Dicte og Kim Munk er solister

'Inside Aarhus', der består af musikere fra det tidligere Inside the Whale fortolker kendte Aarhussange med solisterne Shaka Loveless, Dicte og Kim Munk. 
Det sker lørdag og søndag.
Shaka Loveless er født i Aarhus, men han er opvokset både på Ibiza og i Østjylland. I 2012 brød han igennem med "Tomgang" og "Ikke mere tid". 
Dicte, komponist og sanger, dannede i 1989 gruppen Her Personal Pain. Bandet vandt den aarhusianske talentkonkurrence 'Vi har scenen – har I musikken'. 
Kim Munk, sanger og sangskriver, er frontfigur i The Broken Beats, som er kendt for at skrive smægtende pop og rocknumre.
Bandet Inside Aarhus er skabt til lejligheden og består af nogle af Aarhus mest rutinerede musikere: Lars Skjærbæk (guitar), Troels Skjærbæk (bas), Rune Kjeldsen (guitar), Palle Hjort (keyboard), Jesper Lind (trommer) tidligere kendt fra bandet Inside The Whale. Arrangementet er lavet i samarbejde med SPOT.
 

Daisy med Lars Muhl genopstår for en dag

Daisy var det første Aarhus-band, der brød lydmuren til København og fik international succes, da debutsinglen fra 1969 blev ugens hit på Radio Luxembourg. 
17. maj kl. 13.00 gendannes Daisy for en enkelt koncert med den originale besætning fra dengang: Poul Erik Veigaard, Lars Muhl, Eigil Madsen, Frank "Okla" Lorenzen og Flemming "Gummi" Walsøe.
 

Masser af 60’er nostalgi med Lee Perkings og Restless

Tressernes musik er også i centrum, når Flemming 'Bamse' Jørgensens gamle band Lee Perkings rocker museet med et sus af 60'ernes musik fra Aarhus.
Bandet er gendannet med den originale besætning fra 1969: Allan Kragelund, Cai Jensen, Mogens Thomsen, Arne Svensson, Erik Kondrup.
The Restless blev dannet i 1960 og var det første aarhusianske orkester med strøm på guitaren. The Restless var desuden med til at etablere byens første popklub, Pop Corner, i Tivoli Friheden i 1962, hvor de blev husorkester.
 

FAKTA

Koncertprogram 16.-17.-18. maj
FREDAG 

kl. 13: Lee Perkings
kl. 15: Michael Learns to Rock

LØRDAG
kl. 13: Daisy 
kl. 15: Inside Aarhus med Shaka Loveless, Dicte og Kim Munk som solister

SØNDAG
kl. 13: The Restless 
kl. 15: Inside Aarhus med Shaka Loveless, Dicte og Kim Munk som solister 
Koncerterne kan opleves på Torvet i Den Gamle By, og de er gratis, når entreen til museet er betalt.

Se også hvem, der spiller de kommende weekends: http://www.dengamleby.dk/aarhusuger/

Publiceret 13 May 2014 16:00