Kristian Würtz afviser, at han har skjult letbanens underskud for byrådet i Aarhus.

Kristian Würtz afviser, at han har skjult letbanens underskud for byrådet i Aarhus.

Letbanen:

Håbede at indhente underskud

Rådmand Kristian Würtz afviser, at han skjulte letbanens budgetoverskridelse

Af
Af Hans Larsen

“Jeg tror nok, at man i nogen tid har skønnet, at man ville bruge flere penge, end man regnede med. Man har så haft en forhåbning om, at man kunne hente det ind senere i forløbet. Det har bare vist sig ikke at kunne lade sig gøre.”
Det siger Aarhus-rådmand for teknik- og miljø, Kristian Würtz (S) på baggrund af en skarp kritik fra den borgerlige opposition i byrådet. Både Venstre og Liberal Alliance mener, at letbanens underskud på mindst 400 millioner kroner er blevet skjult for byrådet.
Kristian Würtz afviser kritikken. Han forklarer, at magistraten og teknisk udvalg blev orienteret om sagen, da det stod klart, at man ikke kunne indhente underskuddet i forbindelse med forhandlingerne om den såkaldte transportpakke, der blandt består af spor, letbanetog og perroner.
Men Venstres politiske ordfører i Aarhus, Gert Bjerregaard mener, at byrådet er blevet ført bag lyset.
“Hvorfor har man ikke orienteret politikerne meget tidligere. Nu sidder vi og skal slås med den helt store ulykke i stedet for, at vi måske kunne have tilpasset projektet til økonomien undervejs,” siger Gert Bjerregaard.
Han bakkes op af Liberal Alliances politiske ordfører Lars Boje Mathiesen.
“Vi ser kritisk på, at man ikke har forhandlet en bedre aftale hjem,” siger han og hentyder til, at Aarhus har fået statstilskud på 45 millioner kroner per kilometer letbane, mens Odense og Storkøbenhavn har fået henholdsvis 79 og 67 millioner kroner per kilometer letbane.
Ifølge Kristian Würtz skyldes en del af Aarhus-letbanens underskud, at det har været det første projekt i Danmark. Det har betydet, at letbanen har skullet stå for en masse omkostningstungt papirarbejde i forbindelse med godkendelsen af letbanen i Trafikstyrelsen.
“Jeg synes, vi har betalt nogle lærepenge, som efterfølgende projekter har nydt godt af,” siger Kristian Würtz

Publiceret 12 May 2014 14:30