Kaja Kamuk, Sophie Zinckernagel og Peter Zandersen er storforbrugere af papir og blæk i stykket ’Bye Bye Yue Yue’. Foto: Jens Peter Engedal

Kaja Kamuk, Sophie Zinckernagel og Peter Zandersen er storforbrugere af papir og blæk i stykket ’Bye Bye Yue Yue’. Foto: Jens Peter Engedal

En dramatikers desperate råb på Katapult

Nyt teaterstykke debatterer om en forestilling kan lindre grusomme forbrydelser

Af
Louise Nyvang Burmeister

Dræbte og lemlæstede små piger fra alverdens nyhedsudsendelser danner grundlaget for Teater Katapults nye forestilling.
For hvordan kan vi overkomme at høre om al den død og ulykke, der ofte foregår så fjernt fra dagligdagen? Og kan et teaterstykke ændre noget?
De spørgsmål rejser Teater Katapult med deres nye, egenproducerede forestilling ”Bye Bye Yue Yue”, der har urpremiere torsdag.
Et teaterstykke som i scenografien bl.a. gør brug af 1200 kvm papir og en sand regn af blæk for at fortælle historien om en dramatikers kamp for at formidle tragiske hændelser på en måde, der gør en forskel.
Stykket referer til virkelige hændelser, som da den lille kinesiske pige Yue Yue blev kørt ned og efterladt blødende i vejkanten, mens folk passerede passivt forbi. Da tre-årige Maddie McCann pludselig forsvandt. Og den 15 måneder gamle Millie Martin, der blev voldtaget til døde af sin stedfar.
Men hvorfor skal alt den grusomhed serveres for os igen?
For Katapults teaterdirektør Torben Dahl handler det om at blive berørt.
“Jeg havde en lang og god dialog med Line (Mørkeby, red.) om temaet. Vi er begge indigneret over, hvordan menneskeheden kan være så grusom, og hvorfor folk ikke hjælper et lille barn. Det er store emner at tage op, men vi mener, at scenekunsten kan berøre os mere, end når vi tænder for tv'et og ser de uhyggelige billeder. Teatret sætter sig dybere i os end nyhedsstrømmen, der taler til vores intellekt,” mener Torben Dahl.
Dramatiker Line Mørkeby stod pludselig med et stort ansvar, forklarer teaterdirektøren.
“For hvordan gør man så lige? Hun endte med at vælge at bruge sig selv. Derfor er det blevet et stykke, hvor handlingen hele tiden veksler mellem selve stykkets handling og dramatikerens intense arbejde med at sammensætte et teaterstykke,” forklarer Torben Dahl.


Gør det en forskel?

For skuespillerne har det været en usædvanlig barsk omgang.
“Det har været en vanvittig proces at arbejde i. Teksten er i sig selv voldsom, men jeg synes, det er blevet endnu hårdere på grund af den måde, som vi har valgt at gribe det an på. Den her lyst til at handle, lyst til redde verden og samtidig følelse af: Jamen, gør det en forskel? Børn bliver jo stadig maltrakteret, selvom jeg står på en scene og opfører et teaterstykke. Det spørgsmål bliver ved med at rumstere i mit hoved, og jeg har svært ved at lægge det væk, selv når jeg har fri,” siger Kaja Kamuk.
I stykket er det dramatikeren, personificeret ved de tre skuespillere, der føler afmagt over for rædslerne, men det kunne lige så godt være en hvilken som helst dag lig seer eller læser af nyheder, mener skuespiller Sophie Zinckernagel.
“Jeg synes, det omhandler et menneskeligt grundvilkår. I tv ser vi så mange forfærdelige ting, som vi jo egentlig slet ikke er i nærheden af. Jeg har det rart hjemme i stuen, så hvordan tackler jeg verdens grusomhed? Kan man tillade sig bare at være lykkelig og glemme verdens problemer?,“spørger hun.
Og giver forestillingen så et svar?
Nej, og det skal den heller ikke ifølge Torben Dahl.
“Så ville det ikke være kunst. Men stykket stiller en masse scenarier op, som forhåbentlig gør os klogere. I hvert fald bliver man godt underholdt med spektakulære, visuelle effekter. Man kommer både til at grine og græde,” forsikrer teaterlederen.

'Bye Bye Yue Yue'

Teater Katapult opfører i øjeblikket stykket 'Bye Bye Yue Yue'. Spiller frem til 12. april. Dramatiker: Line Mørkeby. Instruktør: Emil Hansen. Skuespillere: Kaja Kamuk, Sophie Zinckernagel og Peter Zandersen. Teatret har adresse på Godsbanen.

Publiceret 03 April 2014 16:00