Gitte Just - yderst til venstre - programdirektør for Aarhus 2017.

Gitte Just - yderst til venstre - programdirektør for Aarhus 2017.

Fonden Aarhus 2017 uddeler 22 millioner kroner til strategiske projekter

150 interesserede har meldt sig til det første af to informationsmøder, der arrangeres mandag 27. januar i Aarhus

Af
Kim Andersen

Kim S. Andersen

I programrunde 1 vil Fonden Aarhus 2017 uddele penge til projekter, der kan styrke den langsigtede udvikling af den kulturelle sektor og de kreative erhverv i regionen. Deadline for ansøgninger er 2. marts.
Mere end 150 interesserede har meldt sig til det første af to informationsmøder. Det første møde finder sted mandag 27. januar i Aarhus.
”Vi mærker en stor og bred interesse for at komme i gang med at forberede Aarhus 2017. Alle står klar i startboksene – og derfor udmønter vi en pulje på 22 millioner kroner nu, for vi skal have sat gang i de strategiske projekter, der tager flere år at planlægge og forberede. De er jo hele fundamentet, som Aarhus 2017 bygger på”, siger programdirektør Gitte Just.
Alle strategiske projekter kan komme i betragtning til programrunde 1. Det gælder både de, der blev beskrevet i den oprindelige ansøgning om at blive kulturhovedstad – og de, der er nye.
Der er 12 millioner kroner til de brede kultur-formål. 10 millioner er på forhånd øremærket til erhvervsudvikling. Disse 10 millioner kroner bliver givet til udvikling af de kreative erhverv, da arbejdet allerede er sat i gang i samarbejde med Vækstforum for Region Midtjylland.


Programråd er på plads

Et ny-etableret programråd skal yde kunstnerisk og strategisk rådgivning til Aarhus 2017 og skal sammen med programdirektøren vurdere og kvalificere de projektansøgninger, der indstilles til Fonden Aarhus 2017s bestyrelse. Det er bestyrelsen, der træffer den endelige beslutning om hvilke projekter, der opnår støtte og vil indgå i kulturhovedstadens program.
Programrådet er sammensat efter sparring med Fonden Aarhus 2017s bestyrelse og den regionale styregruppe, der repræsenterer de 19 kommuner og Region Midtjylland. Programrådet består af nationale, kunstneriske eksperter og kulturelle generalister, der alle har et hjerte, der banker for kultur - i bred forstand.
”Vi har fået samlet et spændende programråd, som i kraft af deres forskellige erfaringer og viden kan hjælpe os med at sikre et kulturprogram af høj kvalitet – med tilbud til alle”, siger programdirektør Gitte Just.
 

null

Publiceret 24 January 2014 13:00