Asger Larsen, indehaver af Foto Matic i Viby Centret, ser frem til at være med til at fejre 100 års fødselsdag for Viby Handels- og Håndværkerforening.

Asger Larsen, indehaver af Foto Matic i Viby Centret, ser frem til at være med til at fejre 100 års fødselsdag for Viby Handels- og Håndværkerforening.

100 år med håndværkere og handel

Viby Handels- og Håndværkerforening har eksisteret i 100 år - dog med fornyelse undervejs

Af
Camilla Olesen

Det er ikke hver dag, man kan prale af at have været inviteret med til en 100 års fødselsdag, men ikke desto mindre så er det, hvad de cirka 100 medlemmer af Viby Handels- og Håndværkerforening kan.
Foreningen runder nemlig et særligt skarpt hjørne.
Den er mest til hygge og arrangementer, men for at foreningen følger med tiden, så blev der i 2008 lavet et netværk under foreningen. Det er for de erhvervsdrivende og fungerer som et hvilket som helst andet netværk.

Det er stort at være med til

Asger Larsen, der er indehaver af Foto Matic i Viby Centret, er én af dem, der er med i bestyrelsen i Viby Handels- og Håndværkerforening, og han ser frem til 100 års fødselsdagen 25. januar.
“Det er rigtig festligt at få lov til at være med til at fejre. Der er ikke så mange, der får lov til at opleve det i sådan en forening,” smiler Asger Larsen.

Fornyelse er vigtig

Han er ikke i tvivl om, at foreningen også eksisterer om 100 år, fordi den formår at forny sig, siger han.
“Tidligere var der en herreaften, hvor der blev spillet kegler på Hotel Mercur. Det er ikke længere muligt, så nu har vi i stedet en årlig tur om efteråret, hvor vi tager et eller andet sted hen,” siger Asger Larsen og fortsætter:
“Vi forsøger hele tiden at lave nye traditioner. Lige nu taler vi om, at vi skal prøve at lave nogle kulturelle arrangementer som en tur i teateret, og sådan vil det helt sikkert fortsætte.”
Dog er der enkelte elementer, der ikke bliver fornyet.
Stort set hver gang foreningen er samlet, bliver der nemlig sunget en sang, som alle kan udenad.
For at man kan få lov til at være med i foreningen, skal man have eller have haft tilknytning til Vibys handels- og håndværkerliv.
Man kan kun få lov til at være en del af foreningens netværk, hvis man er aktiv erhvervsdrivende, og det kræver, man er medlem af foreningen for at blive optaget i netværket.
“Det er lavet, så vi kan have indflydelse i erhvervslivet, mens vi i foreningen hygger os,” forklarer Asger Larsen.

Fødselsdag

Der er rundstykker og kaffe i Viby Centret 25. januar klokken 10-11
Der er omkring 25 medlemmer af netværket
Håndværkerforeningen og handelsstandsforeningen slog sig sammen i 2001

Publiceret 24 January 2014 12:00