"Der har godt nok været lidt stress på," lyder det fra 13-årige Younes Deaibes.
Den unge gut er en del af rap-gruppen TMT fra Herredsvang og har i den seneste tid påtaget sig ansvaret som "manager" for gruppen med alt, hvad det indebærer. Han har stået for alt det praktiske i forbindelse med at få gruppens første album gjort færdig, han har arrangeret releasefest, han har sørget for at drengene kommer ud at spille en masse i maj og juni, når pladen er udkommet, og det var da også ham, der selv kontaktede Lokalavisen Aarhus for at fortælle, at TMT nu altså snart er album-aktuelle.
"Det er gået rimelig godt med at holde styr på alting, men selvfølgelig kan det være svært, når vi alle seks gerne vil høres," siger Younes.
Er trådt i karakter
Rap-gruppen TMT er en del af Rap Akademiet, som er et gratis fritidstilbud til alle unge mellem 12 og 25 år i Aarhus Kommune med fokus på de udsatte boligområder. Gruppen har været i gang siden 2008 og har indtil for nyligt været styret af rapperen Ham Den Lange, alias Thorbjørn Bech Rossen, som nu har fundet fuldtidsarbejde andet steds.
Derfor er både Younes og de andre drenge trådt i karakter og har fået lavet albummet færdigt med otte både gamle og nye sange.
"Det har altid ligget i kortene, at vi skulle lave et album på et tidspunkt, så vi har arbejdet på det her i lang tid - nu bliver det dejligt endelig at nå målet," fortæller 14-årige Samman Jahanara.
"Når man lytter albummet i gennem, vil man helt sikkert kunne høre en udvikling - både i vores stemmer og i vores talent," fortsætter Kubilay Yildiz.
Donerer album-penge væk
Albummet udkommer som download på TDC og Spotify, og desuden bliver der sendt mellem 3000 og 4000 cd'er på gaden, som kan købes i forskellige hip hop-butikker.
"Jeg synes, at folk lige skal prøve at give det en chance, og så går langt størstedelen af pengene fra albummet jo til Red Barnet," fortæller Kubilay Yildiz.
At overskuddet fra albummet skal gå til Red Barnet kommer som en naturlig videreudvikling af, at drengene og rapskolen før jul sidste år fik Red Barnets børnerettighedspris og samtidig lavede sangen "Tænk på, hvad du har".
Kan relatere til rap
For de tre ud af seks drenge, som Lokalavisen Aarhus satte i stævne i deres øvelokale i Klub2teket i Herredsvang, findes der ingen anden musik end rap.
"Vi har hørt old school rap, lige siden vi var små, og vi kan relatere til meget af musikken, fordi vi bor i det her miljø," fortæller Kubilay, og Samman fortsætter:
"Det er ikke bare musikken, det er hele stilen, som er fed - og man skal have stil, hvis man laver musik."
Rap er lærerigt
Drengene fra TMT, som i 2010 nåede langt i DR1-programmet Talent, får meget mere end gode oplevelser ud af at være en del af Rap Akademiet. Til den mere seriøse side har drengene lært en hel masse.
"Vi er virkelig blevet trænet i tålmodighed, koncentration og disciplin," fortæller drengene i munden på hinanden.
"Og så har rap lært os meget om sproget. Før snakkede vi meget "perkersprog" - men efter Talent fik jeg eksempelvis at vide af min lærer, at jeg nu skrev som en dansker," fortæller Samman Jahanara.