Det er blandt andet hagekors og tekst som dette, en gruppe unge på seks-otte laver i centeret på Rundhøj Torv.

Det er blandt andet hagekors og tekst som dette, en gruppe unge på seks-otte laver i centeret på Rundhøj Torv.

Unge raserer på Rundhøj Torv

Forretningsvinduer bliver smadret, og der bliver stjålet fra butikkerne. En gruppe unge hærger i Rundhøj og er med til at ødelægge området

Af
Camilla Olesen

Hagekors, spyt på væggene og gulvet, verbale overfald som “du er en racist”, stjålne varer og smadrede ruder.
Det er dagligdagen for de forretningsdrivende på Rundhøj Torv, hvor en gruppe unge mennesker raserer.
“Hvis det fortsætter herude, så ender det med, at vi lukker butikken. Det er ærgerligt, for det er borgernes center. Vi oplever, at balladen er blevet værre i løbet af efteråret, og vi oplever også, at vi har mistet kunder på det,” siger en af de forretningsdrivende på Rundhøj Torv, der ønsker at være anonym af hensyn til butikken.

Ønsker at komme i dialog

Både børnehaven, SFO'en og de forretningsdrivende har oplevet at komme til knuste ruder.
“Vi ønsker faktisk at komme i dialog med de unge, der laver balladen. Vi ønsker ikke at skælde dem ud, men derimod finde ud af, hvorfor de laver ballade, og om vi kan hjælpe dem,” lyder det fra den anonyme kilde.
Ifølge ham kan man stille uret efter dem. Hver dag klokken 17.15 kommer de og laver og ballade.
En anden af de forretningsdrivende, der også ønsker at være anonym, oplever, at der dagligt bliver stjålet fra butikken, hvilket kan mærkes på omsætningen.
Tyverierne har betydet, at der er blevet sat overvågningskameraer op i butikken, som sammen med de øvrige forretninger er i dialog med blandt andet politiet og Ung i Aarhus.
“De kommer ind i forretningen, som om de ejer det hele. De laver larm og ballade og har en meget provokerende attitude. Vi har en enkelt medarbejder, der er blevet slået, fordi der var tumult i butikken,” siger den anden anonyme kilde.
Thomas Jentzsch er fritidsleder i Klubberne Holme Vestergård og Rundhøj samt af Legepladsen Rundhøj Byggeren.
Han er opmærksom på, at der er problemer med en bestemt gruppe unge på seks-otte personer, men at det også er svært at komme i dialog med dem.
“De få ødelægger det for mængden. Vi har blandt andet en boligsocial-medarbejder, der går på gaden og forsøger at komme i kontakt med dem for at gøre dem opmærksomme på de tilbud, vi har i området. Vores udfordring er bare, at de ikke ønsker at komme i dialog med os - de vil hellere skabe sig tosset. I virkeligheden er det jo et råb om hjælp, og vi skal helt sikkert forsøge at knække den adfærd, de udviser,” siger Thomas Jentzsch.

Samarbejde virker

Han opfordrer alle, der ved noget eller ser noget til at anmelde det til politiet.
Derudover fremhæver han også, at et samarbejde mellem alle interessenterne i området er vejen frem.
“Der er stadig mange, der er bange for at anmelde noget, og det er et problem, for så kan politiet ikke gøre noget,” siger Thomas Jentzsch.
Den udmelding er Morten Daugaard, vicepolitikommissær og leder af forebyggelsessektionen ved Østjyllands Politi, enig i:
“Vi har meget fokus på forebyggelse i området. Vi er opmærksom på, at der er en hverdag med problemer i Rundhøj. Vi er afhængige af, at borgerne fortæller os, hvad der foregår i området, og vi forsøger at være i Rundhøj i det omfang, det kan lade sig gøre.”

null

Publiceret 28 December 2013 12:00