Tranbjerg - sig nej til fremmedhad

Af
Af Rasmus Vestergaard Madsen

Enhedslistens folketingskandidat i Århus Syd

Torvevænget 26 i Tranbjerg J

Natten mellem fredag og lørdag blev hele Århus indhyllet i valgplakater, det gælder også Tranbjerg. Her har Danskernes Parti med nazisten Daniel Carlsen i spidsen hængt plakaterne op i hele byen. Deres slogan er ”Vi er ikke som de andre”, og det er på alle måder sandt!
De påstår at være et demokratisk parti, men ønsker at sende alle ikke-etniske danskere ud af landet. Det vil altså også sige 3. generationsindvandrere, familiesammenførte og andre som ikke lige passer ind i deres raceoptik for en rigtig ”frikadelle”-dansker. Så sent som i sidste måned udkom en rapport fra SFI under Socialministeriet som slog fast at Danskernes Parti er et ekstremistisk og antidemokratisk parti.
Daniel Carlsen og hans folk har valgt bl.a. Tranbjerg som en af deres strategisk prioriteringer, og jeg kan frygte, at hvis vi ikke siger klart nej til deres hvervekampagne, af specielt unge mænd, vil vi om meget kort tid komme til at opleve chikane og eksklusion af ikke-frikadellespisende børn og unge i Tranbjerg. Jeg vil derfor kraftigt opfordre tranbjerggensere til at tage en snak med deres teenagere og sige klart nej til Danskernes parti - for de er lige præcis ikke som alle andre.

Publiceret 30 October 2013 13:00