Hospitalsklovnen Trudi er altid klar på at hygge lidt med 3-årige Tobias Aputsiaq Nielsen, og det nyder både søn og far Henrik Nielsen.

Hospitalsklovnen Trudi er altid klar på at hygge lidt med 3-årige Tobias Aputsiaq Nielsen, og det nyder både søn og far Henrik Nielsen.

Far til kræftramt dreng:

"Hospitalsklovnene giver tankerne et pusterum"

Som forældre til en dreng med kræft har Henrik og Malene Nielsen oplevet den forskel, som hospitalsklovnene gør

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

"Kan du ikke synge en sang," spørger 3-årige Tobias Aputsiaq Nielsen, mens han kigger op på hospitalsklovnen Trudi med store øjne.
Lynhurtigt begynder klovnen at spille på sin mini-guitar, mens hun opdigter en sang om Tobias hen ad vejen. Tobias rokker ganske stille frem og tilbage, mens han smiler.
Der er ingen tvivl om, at Tobias fra Brabrand er begejstret for Trudi. Han har da også kendt hende, siden han blot var få måneder gammel, og han blev behandlet for kræft på nethinden.

En ordentlig rutsjetur

Tobias var blot fire dage gammel, da det blev konstateret, at han havde arvet sin fars genfejl og dermed havde kræft-svulster på nethinden.
11 dage gammel fik han den første kemoterapi. Fire måneder senere så det hele fint ud. Svulsterne havde trukket sig sammen, og der var ikke kommet nye. Men blot to måneder senere kunne man til en kontrol konstatere, at svulsterne igen var vokset, og der var kommet to nye til. Så et halvt år gammel fik Tobias nu kemo for anden gang - denne gang i stråleform. Det virkede, og her tre år efter ser det heldigvis stadig godt ud.
Nu går Tobias blot til kontrol hver tredje måned, og her møder han tit hospitalsklovnen Trudi. Hun har fuldt ham siden han var så lille, at han ikke engang vidste, hvad en klovn overhovedet er. I dag hygger de to sig sammen, før den lidt ubehagelige kontrol i fuld narkose begynder.

“Man er hjælpeløs”

For Tobias forældre Henrik Nielsen og Malene Nielsen Schjørring har Tobias sygdom været en hård omgang.
"Det er frygtelig negativt at sidde på et hospital med et sygt barn. Man tænker så meget over, om han overlever. Og hvad sker der med hans øjne?" Fortæller Malene Nielsen Schjørring.
"Man er simpelthen så hjælpeløs. Vi troede ellers, at vi var forberedt på det, der skulle ske, fordi jeg selv og min søster har været igennem det samme, men følelsesmæssigt var vi slet ikke forberedt," siger Henrik Nielsen.
Men midt i al negativiteten lyste en rød næse op. Den sad på klovnen Trudi, som Gitte Møller Madsen er indeni.
"Hun får tankerne lidt væk fra alt det trælse både for Tobias, og i høj grad også for os som forældre. Hun løsner stemningen, og alle tankerne får et pusterum - de giver slip et øjeblik," fortæller Henrik Nielsen.

null

Publiceret 10 March 2013 12:00