Gæt en jul:

AGF-præst og folkeoplysning

Han spiser julemiddagen midt på dagen og går til julegudstjeneste i Grundtvigs kirke om eftermiddagen

Af
Af Marie Højlund

Denne uges kendte person var aarhusianer i mange år, indtil han rykkede til København, hvor han i år fejrer jul sammen med sin mor. En jul, der starter i omvendt rækkefølge.
"Min mormor var svensk, så vi spiser den store varme julemiddag med flæskesteg til frokost og om aftenen tager vi det kolde bord. Ikke overdådigt, men der er da sild og sådan noget," siger han.

Kulturradikal gudstjeneste

Om eftermiddagen går han til kirke, men ikke i hvilken som helst kirke.
"Vi går altid i Vartog Kirke. Den er for mig et symbol på folkeoplysning, højskoleånd og kulturradikale tanker. Svend Auken sad for øvrigt altid på første eller anden række," mindes han.

AGF er med i ånden

Vartog Kirke var Grundtvigs højborg. Gode gamle Grundtvig gik ind for at præsterne frit skulle kunne formidle kristendommen, som de forstod den. Men det faktum, at Vartogs nuværende præst, Niels Grønkjær, er inkarneret AGF-fan og tidligere aarhusianere, plejer ikke at præge prædikens indhold.
"Han (Niels Grønkjær red.) er i Aarhus kendt for at sidde på første række til de store AGF-kampe sammen med biskop Kjeld Holm. Men han plejer ikke at nævne klubben i sine prædikener," siger denne uges kendte person med et smil på stemmen.

Hvis jul er beskrevet her? Er det Steffen Brandts, Uffe Elbæks eller Mek Peks?
De kendtes jul
Lokalavisen præsenterer kendte aarhusianeres jul. Det her var den tredje i rækken af fire personer.
Se om du kan gætte, hvis jul vi beretter om og få svaret senere her på siden.

Publiceret 03 December 2012 09:00