Foto: Morten Fauerby

Foto: Morten Fauerby

Vellykket Blå Mandag

Forestillingen ”Blå Mandag – 4 ever” på Svalegangen er en både nutidig, nærværende og underholdende forestilling

Af
Af Peter Mygind Thomsen

Forestilling: Blå Mandag – 4 ever
Tid & Sted: Svalegangen den 13. januar (urpremiere), spiller frem til 9. februar
Af: Kristian T. Erhardsen
Iscenesættelse: Per Smedegaard
Medvirkende: Amalie Dollerup, Daniel Bevensee, Christina Bech, Mikkel Stubbe Teglbjærg og Brita Ann Larsen
Varighed: 1½ time uden pause
”Blå Mandag – 4 ever” handler om at planlægge en konfirmation midt i en skilsmisse. Det er i sig selv ikke den ”optimale cocktail”, og situationen bliver ikke lettere af, at den kommende konfirmand udlever teenager livet til fulde med de problemer og udfordringer det indebærer.
Omdrejningspunktet er Liv som spilles af Amalie Dollerup. Vi kender og husker hende som datteren i ”Strisser på Samsø” tilbage i 90´erne. Selv om hun i stykket spiller en 14-årig er hun i mellemtiden blevet 24 år og deltager her i sin første rolle som uddannet skuespiller. Sammen med de andre gør hun det særdeles godt i de forskellige scener, hvad enten det er som danser, sanger eller i en heftig diskussion med forældrene. Det lover med andre ord godt for hendes fremtidige karriere.
Vi følger Liv´s hverdag frem til konfirmationen i selskab med forældrene, sin veninde Malle og Malle´s kæreste Lukas. Undervejs oplever vi klassiske kæreste/veninde og forældre/barn problematikker og diskussioner med en teenager, der ikke helt ved hvad hun vil, og hvem hun skal holde sig til, men i hvert fald ikke vil det, som forældrene vil det.
Hendes hverdag er typisk teenageragtigt og fyldt med venindefnidder, mobiltelefoni, kærestesnak og hormoner der sidder udenpå tøjet. Det kommer der mange gode scener ud af, og de understøttes af gennemtænkt og passende musik i scenernes indledning. Eftersom hendes forældre er meget optagede er deres eget rodede liv og skilsmisse, er der ikke meget opbakning og konstruktiv hjælp at hente der. 
De 3 teenagere spilles af voksne, men de gør det særdeles overbevisende som yngre, som var de netop trådt ud af puberteten. Det er tydeligt at der er arbejdet meget med mimik og kropsprog for at få de 3 ungdommeliggjort. For de 3 handler det om at være sammen med de rigtige personer på det rigtige tidspunkt, holde sig til de populære og blive hørt, set og bekræftet af andre. Det koster både blod, sved og tårer og til tider behov for at overdrive eller lyve for at tækkes de rigtige.
Scenen er simpelt opbygget, men har en drejefunktion, der skaber forskelligartede scener og kulisser og det fungerer rigtig fint hele vejen gennem forestillingen.
Stykket kunne sagtens være autentisk, hvilket er med til at gøre det virkelighedsnært og interessant at se på. Alt i alt en seværdig og livlig forestilling, hvor man føler sig godt underholdt. 

Publiceret 17 January 2011 15:00