Marina (til venstre), Iben og Victoria viser deres engle frem. Pigerne har to fredage efter skoletid lavet engle sammen med keramikeren Annett Krage Bærentzen.

Marina (til venstre), Iben og Victoria viser deres engle frem. Pigerne har to fredage efter skoletid lavet engle sammen med keramikeren Annett Krage Bærentzen.

Mirakel engle i sneen

En håndfuld elever fra 4.a på N. Kochs Skole har sammen med keramikeren Annett Krage Bærentzen lavet smukke engle og stjerner til et himmelskab, der weekenden over har været udstillet på gaden overfor Sct. Johannes Kirke

Af
Grethe Bo Madsen

"Engle er skytsengle og beskytter os. Når vi hygger os derhjemme, sidder og spille spil og tænder lys, så er det nogle gange som om, der er en engel tilstede."
Sådan forklarer Marina fra 4.a på N. Kochs Skole, der sammen med klassekammeraterne Selma, Iben, Hannah, Anna, Victoria, Lea og Jonathan, har brugt to fredage efter skoletid på at lave smukke porcelænsengle og stjerne sammen med keramikeren og billedpædagogen Annett Krage Bærentzen.

"Englepost: skriv et ønske til englene," lød opfordringen fra eleverne i 4.a.

Sender Himmelpost

Engle og stjerner blev fredag udstillet i et Himmelskab over for Skt. Johannes Kirke.
Her kunne forbipasserende beundre de smukke, sjove og underfundige engle og samtidig lægge en lille seddel i englepostkassen og ønske sig noget af englene.
"Udstillingen kalder vi "Engle i Gaden". Julen er en tid med engle og en tid, hvor man skal give. Børnene synes, det var en god ide at udstille englene i gaden i december, fordi julen har noget at gøre med at give og sprede glæde," fortæller Annett Krage Bærentzen om projektet.
Fredag eftermiddag i skumringstimen holdt børnene og Annett Krage Bærentzen fernisering på udstillingen med saftevand og udendørs hygge, hvorefter børnene gik rundt i kvarteret og satte små engleinvitationer til "Engle i Gaden"-udstillingen op alle mulige sjove steder.

De otte elever i 4.a på N. Kochs Skole lavede smukke, sjove og underfundige engle, der blev udstillet i et Himmelskab.

De otte elever i 4.a på N. Kochs Skole lavede smukke, sjove og underfundige engle, der blev udstillet i et Himmelskab.

"Engle hjælper altid"

"Jeg tror, at engle har forskellige farver. Sne er engle," siger Iben med et glimt i øjet, mens Lea fortæller, at engle for hende er forbundet med glæde og hygge.
"Der er også mirakel engle, der gør folk raske, og engle er der altid til at hjælpe," mener Selma.
Udstillingen kunne ses frem til tirsdag, hvor de otte engle-kunstner håber, at der stadig er engle tilbage i Himmelskabet.
Hvad skal der ske med englene og stjernerne efter udstillingen?
"Vi kunne spørge Århus Sygehus om vi må udstille skabet derover. Så kunne mirakelenglene hjælpe syge børn og andre syge mennesker,? foreslår Selma.


Forbipasserende kunne weekenden over beundre de smukke engle, der blev udstillet i en Himmelkasse.

Forbipasserende kunne weekenden over beundre de smukke engle, der blev udstillet i en Himmelkasse.

Publiceret 15 December 2010 07:30