Hjortshøj Menighedsråd inviterer alle der har lyst til juleaften i det nye sognehus.

Hjortshøj Menighedsråd inviterer alle der har lyst til juleaften i det nye sognehus.

Fælles juleaften i det nye sognehus i Hjortshøj

Hjortshøj Menighedsråd inviterer til juleaften i den nye sognegård

Af
Anette Bonde

Hjortshøj Menighedsråd inviterer i år til en rigtig juleaften i det nye sognehus med julemiddag, dans om juletræet og gaver. Datoen? Ja, det er selvfølgelig den 24. december.

For alle der har lyst

Det er menighedsrådsmedlem Ruben Fønsbo, der har taget initiativet til at holde en fælles juleaften med alle gode julegæster, der måtte møde op.

Ideen bakkes til fulde op af både præst og menighedsråd.Sognepræst Morten Skovsted synes, det lyder som et rigtig godt initiativ.

"Det kan sagtens blive rigtig hyggeligt. Min familie har planlagt vores juleaften i år, men vi kan måske godt finde på at holde juleaften i sognehuset til næste år", siger han.

Ruben Fønsbo understreger, at det er for alle, der har lyst.

"Hvis man for eksempel er en lille familie, der har svært ved at nå rundt om juletræet, eller bare har lyst til at fejre jul på en anden måde, end man plejer. I princippet er det for alle, der har lyst til at holde jul sammen med andre."

Ruben Fønsbo peger på, at der udover hyggen ved at være flere sammen, også er nogle helt praktiske fordele ved at holde juleaften i sognehuset.

"Det er billigere og nemmere end at holde jul hjemme - og formentlig også mindre stresset. Man kan koncentrere sig om at slappe af og holde jul på julens præmisser. Nyde julefreden og stemningen."

Han tilføjer, at der ikke er planlagt noget formelt forløb. Det bliver relativ afslappet.

Juleaften 'med det hele'

Juleaftenen i det nye sognehus begynder efter sidste gudstjeneste i Hjortshøj Kirke, det vil sige cirka klokken 16.45. Her lægges der ud med kaffe, kage og julemusik. De der har lyst, hjælper til med at pynte træet eller dække op til julemiddagen. Menuen står på flæskesteg med brune kartofler, rødkål og andet tilbehør. Til dessert er der ris á la mande. Efter julemiddagen danses der om juletræ, og gaver pakkes ud.

Det koster 40 kroner for voksne og 20 for børn. Derudover skal hver deltager medbringe et stykke julepynt og en gave til en værdi af cirka 20 kroner.

Tilmelding skal ske til Ruben Fønsbo senest 21. december. Han fortæller, at julearrangementet gennemføres, hvis der er mere end 10 deltagere.

"Og der er i hvert fald plads til 60 - 70 deltagere."

Publiceret 15 December 2010 15:15