I sommer blev en hjertestarter anbragt i Hammel Golfklubs klubhus.

I sommer blev en hjertestarter anbragt i Hammel Golfklubs klubhus.

Hjertestarteren reddede 66-årig

Ved Hammel Golfklubs generalforsamling faldt et af medlemmerne om med hjertestop

Af
Erling Baastrup

Ved generalforsamlingen i Hammel Golfklub forleden skete der det, at 66-årige Ulrik Nielsen fra Hammel pludselig sank sammen og lidt efter mistede bevidstheden.
Takket være snarrådighed hos medlemmerne og den hjertestarter, som klubben fik i sommer fra Sparekassen Østjylland, har Ulrik Nielsen det godt i dag.
Hjælpen blev givet eksemplarisk og systematisk. Patienten blev anbragt i det rigtige leje på gulvet, en sygeplejerske gav kunstig åndedræt, formanden, Svend Thestrup, og en mere gav hjertemassage, en fjerde fik hentet hjertestarteren og fik den i sving, og endelig løb andre ud til vejen for at dirigere ambulancen det rigtige sted hen. Ulrik Nielsen kom på hospitalet og blev lagt i koma, men er blevet opereret og har det nu godt.

Golfformand Svend Thestrup, der gav hjertemassage, måtte ændre en passage i sin formandberetning.

Golfformand Svend Thestrup, der gav hjertemassage, måtte ændre en passage i sin formandberetning.

Anden formandsberetning

Poul Ditlev fra bestyrelsen var til stede sammen med omkring 100 andre, da hændelsen indtraf:
”Der var slet ikke optræk til panik. Alle gjorde det, der skulle gøres. Det blev endda gjort med så stor ro på, at folk i den anden ende af lokalet slet ikke opdagede noget, før ambulancen kom,” fortæller Poul Ditlev, der naturligvis glæder sig over udfaldet af hændelsen, men også over, at klubben fik foræret hjertestarteren og fra Falck fik en førstehjælpspakke, der blandt andet udvirkede, at 10-12 af bestyrelsen var på kursus i sommer.
Hændelsen bevirkede, at formanden Svend Thestrup måtte ændre sin beretning, hvor der ellers stod en tak for sponsoratet til hjertestarteren og at han håbede, der aldrig ville blive brug for den.

Publiceret 01 December 2010 15:42