Tyve stjal forårskollektion til flere hundrede tusinde kroner

En virksomhed har fået stjålet det meste af sin forårskollektion, der består af blandt andet golf- og løbetøj

Det vil måske ikke være særligt smart at gå rundt i tøjet, for det er ikke på gaden endnu, men ikke desto mindre er der blevet stjålet 70 procent af en forårskollektion fra et showroom på Søndergade i Århus C.
Forårskollektionen består af blandt andet jakker, strik, sweatshirts, løbetøj og golftøj, og der er blevet stjålet for flere hundrede tusinde kroner, oplyser Østjyllands Politi.
Tyvene er kommet ind i showroomet ved at sparke fordøren op. Indbruddet skete natten til mandag mellem kl. 01.36 og 04.37.

null

Publiceret 23 November 2010 15:30