Kom til mig!

Af
Af sognepræst Torben Nielsen

Skjoldhøj Kirke

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Sådan står der i teksten til på søndag. Mange har hørt det før, ikke nødvendigvis ved en gudstjeneste, men så til en begravelse. Og det er klart: I en begravelses- eller dødssituation, som trøsteord, da er det gode ord. De taler ind i en situation, hvor et menneske har fået byrder at bære på, som det ikke længere magter at løfte.
Samtidig er det også ord om, at vi altid kan komme til Gud, for eksempel i bøn. Derfor bliver det også brugt som konfirmationsord. Men når Jesus taler om byrder, tænker han også på noget andet. På de hundredevis af love og regler, som de religiøse ledere hævdede, man ned til den mindste detalje måtte overholde, for at gøre Gud tilfreds. Det var blevet en stor byrde for folk, og ikke som loven var tænkt: En beskyttelse af livet.
Derfor bryder Jesus også med mange af bestemmelserne, og det skaffer ham stærke fjender, der til sidst får ham slået ihjel. Men inden da nåede han heldigvis at formulere det dobbelte kærlighedsbud i stedet for alle de gamle og støvede paragraffer: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind" og "Du skal elske din næste som dig selv".
Det er det befriende ved kristendommen, vi er ikke slaver under en lov. Men vi har ansvar for hinanden. Andres liv afhænger af, hvad jeg gør. Derfor er Guds tilgivelse også central og nødvendig – og at vi kan tilgive hinanden, så livet kan spire og gro.

Publiceret 19 November 2010 18:00