Issa Al-Rubaie læser på Ingeniørhøjskolens aspirantkursus. Han har fået en ny chance i uddannelsessystemet og drømmer om at blive bygningsingeniør.

Issa Al-Rubaie læser på Ingeniørhøjskolens aspirantkursus. Han har fået en ny chance i uddannelsessystemet og drømmer om at blive bygningsingeniør.

Rollemodeller på vej til Gellerup

Studerende skal være rollemodeller for Gellerupparkens unge, når Ingeniørhøjskolen på forsøgsbasis flytter studievejledningen til Brabrand

Af
Af Hanne Vammen

Beboerne i Gellerupparken kan se frem til at møde en lille karavane af studievejledere og studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus. De vil have flere ingeniører med anden etnisk baggrund end dansk og tilbyder specielle adgangskurser for unge, der ikke har en kompetencegivende ungdomsuddannelse.
"I Århus findes der en stor gruppe unge med indvandrerbaggrund, som ikke har afsluttet folkeskolen med de bedste karakterer, og de har svært ved at komme ind på en uddannelse. Vi vil gerne have de unge fra Gellerup i tale, og derfor tager vi ud for at møde dem i øjenhøjde. De har brug for rollemodeller, og dem har vi heldigvis mange af", siger Birgitte Castenskjold Viborg, der er leder af den centrale studievejledning på Ingeniørhøjskolen i Århus.

Ny chance til Issa

20-årige Issa Al-Rubaie er én af Ingeniørhøjskolens rollemodeller.
Han kom til Danmark som 12-årig fra Irak og startede i en almindelig folkeskole. I 10. klasse var han så skoletræt, at han droppede ud. Efterfølgende startede han på teknisk skole, men måtte også stoppe her, fordi han ikke kunne finde praktikplads. I dag knokler Issa på Ingeniørhøjskolens aspirantkursus, og han drømmer om at blive civilingeniør.
"Jeg var kørt træt i skolesystemet og har aldrig gennemført en ungdomsuddannelse. Aspirantkurset er en ny chance for mig. Mit hoved fejler ikke noget, og her kan jeg målrettet gå efter at blive ingeniør", siger han.

Uddannelse og integration

Ingeniørhøjskolen i Århus er én af de videregående uddannelser i Danmark, der har den bredeste sociale rekruttering.
Cirka 15 procent af de nuværende studerende er tosprogede, og det skyldes en uddannelsesindsats med et klart integrationsfokus, mener Birgitte Castenskjold Viborg.
"Som uddannelsesinstitution har vi både et moralsk og samfundsmæssigt ansvar. Erhvervslivet har brug for flere dygtige ingeniører, og den faglige kvalitet i undervisningen er derfor det helt centrale. Men vi ønsker også at gøre en indsats for at tiltrække studerende med andre kulturelle og sociale forudsætninger", siger hun.

Rullende studievejledning

Ingeniørhøjskolen i Århus flyttede i sidste uge studievejledningen ud til Bazar Vest. Næste stop er Gellerup Bibliotek torsdag 9. december. Ingeniørhøjskolen i Århus tilbyder i samarbejde med VUC Århus et aspirantkursus, der kan være første skridt på vejen til en ingeniøruddannelse. Med et bestået aspirantkursus kan man fortsætte på Ingeniørhøjskolens adgangskursus, der varer halvandet år. Herefter kan man optages på en ingeniøruddannelse. Det betyder, at man med et afbrudt folkeskoleforløb kan blive ingeniør på fem et halvt år. For at komme ind på aspirantkursus skal man have folkeskolens afgangsprøve i matematik, dansk, engelsk og fysik/kemi med en mindstekarakter på 02.

Publiceret 18 November 2010 16:30