Haveentusiasten Claus Dalby har udgivet en ny bog:

Haveentusiasten Claus Dalby har udgivet en ny bog: "Et haveår. Min dagbog".

Claus Dalby har udgivet bog for sanserne

Ny havebog fra haveentusiasten Claus Dalby inspirerer haveejeren til at gå ud i haven og se, høre, dufte og smage og så bagefter notere det hele ned

Af
Af Hanne Vammen

ANMELDELSE
Endnu en havebog, skrevet af Claus Dalby, er udkommet på Forlaget Klematis. "Et haveår. Min dagbog" hedder den.
Der er tale om en rigtig coffee-table bog med stemningsbilleder fra Claus Dalbys have i Risskov men også motiver, han har mødt på sin vej, og som på smukkeste vis illustrerer de forskellige måneder i et haveår.
Bogen er dog meget mere end en bog, der skal ligge fremme på bordet, og som der kan bladres i, når eftermiddags- eller aftenkaffen indtages. Det er en brugsbog, hvor haveejere kan skrive alt det ned, som de oplever, når de på alle årstider bevæger sig ud i haven for at arbejde eller for blot at nyde den.
De ting, som haveejere tror, at de kan huske, men som året efter er glemt. Det kan være, hvordan vejret var i maj, hvornår den første stær kom, hvornår den første agurk blev høstet, eller hvad den nye latyrus, som man plantede, hed.

Vejen til drømmehaven

For seks år siden overtog jeg en næsten 50 år gammel have.
Der var masser af kønne træer og buske, som var værd at bevare, men desværre også masser af skvalderkål, tidsler og andet ukrudt, så mange af bedene måtte lægges om, så jeg kunne blive fri for de uønskede vækster.
I dag fylder et væld af engelske roser haven i smukt samspil med blandt andet storkenæb og velduftende krydderurter.
Men hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft Claus Dalbys bog, da jeg begyndte omlægningen, så jeg kunne huske hvert et spadestik på vejen til min drømmehave.
Der er dog stadig mange haveglæder at notere ned, og jeg ser frem til at fylde de 384 sider, Claus Dalbys bog er på, med mine egne notater.
Hvis jeg endelig skal sige noget negativt om bogen, er det, at den er alt for stor og tung til at tage med på havevandring. Så jeg vil i første omgang bruge et kladdehæfte til notaterne, og når jeg så er kommet ind, vil jeg sætte mig og med skønskrift føre mine observationer ind på de blanke sider - på den måde kan man sige, at jeg får dobbelt glæde af bogen.
Se mere på www.clausdalby.dk,

Publiceret 16 November 2010 14:00