Stor, større – barn!

Af
Af sognepræst Karin Rank Gottlieb

Tilst og Kasted

Jesu disciple var meget optaget af, hvem der var den største i Guds øjne. Og en dag tog de mod til sig og spurgte ham direkte: "Hvem er den største i Himmeriget?" Det svarede Jesus ikke direkte på. Men han tog et barn og stillede det midt imellem dem, og sagde: "Ham her!"
Det må have været meget mærkeligt for dem, for i det jødiske samfund blev et barn ikke regnet for noget. Først når nogen blev voksen, kunne de blive taget alvorligt; Nemlig, når man kunne begynde at bidrage til familiens opretholdelse.
Men Jesus havde altså lige det modsatte syn på barnet. Barnet er den største i Himmeriget. Barnet er noget særligt, fordi det lever i en selvfølgelig afhængighed af sine forældre. Det var også derfor, Jesus andre gange sagde til sine disciple, at de skulle ydmyge sig og blive som børn. Ja, han sagde endda, at de slet ikke kom ind i Guds rige, hvis de ikke blev som børn.
Det er godt med barnets store kreativitet og spontanitet, men det vigtigste er afhængigheden. Lige som et barn er fuldstændig afhængigt af sine forældre for at kunne overleve de første mange år, sådan er vi også helt afhængige af, at Gud tager sig af os. I sidste ende afhænger det ikke af os og vores egne evner og alt det, vi kan, hvor voksne og dygtige, vi end er.
Vi må aldrig vokse fra barnets plads. I denne verden vokser vi helt naturligt fra at være børn; men i Guds verden skal vi vokse i at være børn. Jo mere vi vokser ind i barnets fortrolige forhold til Gud som vores far, jo mere trygge bliver vi. Over for Gud må vi aldrig blive voksne. Vi skal blive ved med at være som børn over for ham. Som hans børn ved vi, at vi er små, og at vi får alt af Gud.
Vi kan aldrig blive færdige med at undre os - og glæde os - over hvor højt Gud elsker os. Gud, din skaber og frelser elsker dig - og - husk det endelig! - han elsker altså også de andre lige så højt.

Publiceret 12 November 2010 18:00