Anne Dalsgaard (Til venstre), Mie Yazaki og Khadija Hassan har fundet et fællesskab i BUTIK Herredsvang.

Anne Dalsgaard (Til venstre), Mie Yazaki og Khadija Hassan har fundet et fællesskab i BUTIK Herredsvang.

Beboere bag butiksfællesskab i Herredsvang

Sælger husflid, håndarbejde, kunsthåndværk og kunst lavet af de lokale

Af
Af Hanne Vammen

"Der er mange beboere i Herredsvang, som er kreative og kan mange ting, og det prøver vi at synliggøre".
Ordene kommer fra Anne Dalsgaard, 45 år, der er boligsocialmedarbejder i Kulturhus Herredsvang.
I august sidste år åbnede i tilknytning til kulturhuset BUTIK Herredsvang, hvor områdets beboere kan udstille og sælge de ting, de laver derhjemme.
På hylderne i butikken, der er åben alle hverdage fra kl. 14 til 16.30, er blandt andet smykker lavet af perler og glas, strikkede hjemmesko, glasfade, filttørklæder og farvestrålende malerier.
"Vi har tingene i kommission i tre måneder, og udstillerne får ved salg 80 procent, mens 20 procent af salgsprisen går til butikken", fortæller Anne Dalsgaard.

Giver en mening

Én af udstillerne, som der i øjeblikket er 28 af, er 55-årige Khadija Hassan fra Somalia.
Hun er leder af syværkstedet i Kulturhus Herredsvang og har blandt andet udstillet kjoler, tasker flettet i garn og bastkurve, som hun fortæller bliver brugt til at rense og tørre blandt andet majs i hendes hjemland. Hun er glad for at kunne vise, hvad hun kan udrette med sine hænder.
Det samme er 46-årige Marianne Jensen, som blandt andet laver kort, decoupageæsker og magneter udformet som bamser.
"Jeg elsker at lave noget med mine hænder, og så er det dejligt, at det kan have en mening. Og så kan jeg godt lide at være en del af butikken. Jeg har mødt en masse mennesker her og fået et netværk i nærområdet, så butikken giver mig livskvalitet", forklarer hun.

På hylderne i BUTIK Herredsvang er blandt andet disse bemalede sten og malerier.

På hylderne i BUTIK Herredsvang er blandt andet disse bemalede sten og malerier.

Møder mennesker

Der er tilknyttet 15 frivillige til at passe butikken. Blandt dem er 31-årige Mie Yazaki, som kom til Danmark i 2008 sammen med sin mand, der arbejder i et arkitektfirma.
"Jeg ville gerne lære dansk, så derfor meldte jeg mig som frivillig, og jeg er i butikken én gang om ugen", forklarer hun og fortsætter:
"Når jeg står her, kommer jeg til at snakke med en masse mennesker og får øvet det danske, og så synes jeg, at det er meget hyggeligt at komme her".
Mie Yazaki er begyndt at lære den japanske papirfoldekunst origami fra sig, og af butikken er også udsprunget kurser i blomsterbinding, glas- og smykkekunst.

Marianne Jensen laver blandt andet smykker, kort, decoupageæsker og magneter udformet som bamser.

Marianne Jensen laver blandt andet smykker, kort, decoupageæsker og magneter udformet som bamser.

Publiceret 12 November 2010 07:30