Kvinderne med Lysistrate i spidsen (Amalie Bønnerup Møller yderst til venstre) er dødtræt af den evindelige krig og indgår en pagt: Ingen sex til mændene før krigene stopper.

Kvinderne med Lysistrate i spidsen (Amalie Bønnerup Møller yderst til venstre) er dødtræt af den evindelige krig og indgår en pagt: Ingen sex til mændene før krigene stopper.

”Stop krigen ellers er det slut med sex”

Det antikke græske drama Lysistrate viste sig overraskende aktuelt da eleverne på Risskov Gymnasium tog den 2.500 år gamle komedie under kærlig behandling

Af
Grethe Bo Madsen

Kvindefrigørelse, seksualitet, kønsroller og det evige spil mellem mand og kvinde viste sig overraskende nok at passe lige så godt ind i en gymnasietilværelse anno 2010 som i det antikke Grækenland.
Den erfaring rigere kunne tre af hovedkræfterne bag Risskov Gymnasiums opførelse af den klassiske græske komedie, Lysistrate, notere sig for, da de efter veloverstået premiere fik tid til at reflektere lidt over stykket og dets indhold.
”Vi blev nok først lidt skuffede over, at det skulle være et så gammelt stykke. Skulle det virkelig have noget at sige os i dag? Men jeg tror, alle blev utrolig overraskede. Det er lige så aktuelt i dag, som dengang, og så er det hamrende morsomt,” fortæller stykkets Lysistrate, Amallie Bønnerup Møller fra 2.x.
Og den oplevelse er hun ikke ene om. Både Leni Loesch fra 1.a og Ulrik Plough Lorentzen fra 3.a, der spille henholdsvis kvindelig korleder og ledende mandlig autoritet, var ved at bukke under af grin, da de første gang læste komedien igennem.
”Den er utrolig humoristisk, og så rammer den nogle temaer, som åbenbart ikke har ændret sig siden år 411 før Kristi fødsel. Har vi da slet ikke udviklet os siden da, fristes man til at spørge,” uddyber Ulrik, mens Leni fortæller, at hun slet ikke kunne holde op med at grine, da hun læste stykket første gang.
Kort fortalt handler stykket om Lysistrate, der har fået nok af uendelig krige og det dertilhørende kønsrollemønster. Derfor samler hun kvinderne fra de rivaliserende byer og indgår en pagt med dem: Ingen sex til mændene, før krigen er bragt til ophør.
”Og kvinderne vinder selvfølgelig og får det præcis sådan, som de vil have det. Mændene kan slet ikke tænke klart til sidst og overgiver sig naturligvis,” forklarer Amalie og Leni smilende, mens Ulrik nøjes med at konstatere, at det åbenbart stadigvæk er kvinderne, der har bukserne på.
Teaterforestillingen er et frivilligt tilbud uden for skoletid til eleverne på Risskov Gymnasium, og 20 elever fordelt over årgangene har de seneste godt seks uger forberedt stykket.

Amalie Bønnerup Møller (til venstre), Ulrik Ploug Lorentzen og Leni Loesch er enige om, at Lysistrate er lige så aktuelt i dag som for 2.500 år siden, da stykket blev opført første gang.

Amalie Bønnerup Møller (til venstre), Ulrik Ploug Lorentzen og Leni Loesch er enige om, at Lysistrate er lige så aktuelt i dag som for 2.500 år siden, da stykket blev opført første gang.

null

Publiceret 12 November 2010 13:00